2012 Audi S8 4,0 TFSI quattro Tiptronic
2012 Audi S8 4,0 TFSI quattro Tiptronic

S8 er performance-udgaven af Audis flagskib. Tredje generation blev bygget 2010-2017 og kører med 4-liters V8 biturbomotor med 520 hk. 

© Bil Magasinet

Hvad koster en Audi S8 på flexleasing?

Det er faktisk ligegyldigt, om den koster 4.000 eller 8.000 kr. om måneden, fortæller nordjysk iværksætter bag leasingportal – du skal se på totaludgiften. Få forklaringen her.

27. august 2017 af Steen Bachmann

Portalen findleasing.nu vover det, som mange har ønsket, men ingen har gennemført: At sammenligne priser på leasing.

Medstifter og markedschef Morten Grønhøj fortæller, at der aktuelt er mere end 200 danske autoforhandlere tilknyttet, og at findleasing.nu med flere end 4.000 annoncer er Danmarks største leasingmarked for biler.

Flexleasing er blevet billigere

Portalen har undersøgt gennemsnitspriserne for flexleasing nu, sammenlignet med priserne for halvandet år siden.

Analysen viser markante prisfald på både udbetaling og månedlig ydelse. Samtidig er restværdien nu blevet mere realistisk.

- Selv om priserne er faldet drastisk, så skal man som forbruger stadig passe på med at lade sig forblinde af en lav månedlig ydelse. Udbetalingen og den månedlige ydelse skal afspejle restværdien. Når man sammenligner tilbud, er det derfor vigtigt, at forhandlerne har oplyst både udbetaling, månedlig ydelse og restværdi, forklarer Morten Grønhøj.

2012 Audi S8 4,0 TFSI quattro Tiptronic
2012 Audi S8 4,0 TFSI quattro Tiptronic

Audi S8 quattro fås i normal og lang version. Tyske biler har ofte ekstra lækkert udstyr som denne, der både har headup-display, natte-assistent og Unicum-læder.

© Bil Magasinet

Hvad kan jeres portal?

- FindLeasing giver forbrugerne det overblik over leasingmarkedet, de ikke får andre steder.

Hvordan kan I sammenligne tilbud på leasing?

- Vi har lige fra start haft stor fokus på opstillingen af leasingtilbuddet. Det er her forbrugeren begynder at blive forvirret og tror, at det tilbud med den billigste månedlige ydelse også må være det billigste leasingtilbud. Det er det bare desværre sjældent. Som forbruger er det vigtigt, at se på helheden i tilbuddet - ikke kun den månedlige ydelse. Derfor fremhæver vi altid hele leasingtilbuddet, både når man søger rundt blandt bilerne, og når man klikker ind på bilen.

Også almindelige biler

Kan man sammenligne priser på privatleasing af almindelige biler?

- Ja, det kan man. Lige nu har vi f.eks. 29 tilbud på privatleasing af Opel Astra.

Ved at søge på findleasing.nu efter en BMW 330d Touring fra 2013-2014 får vi 27 biler med tilbud på flexleasing – men med stor forskel på restværdien. Hvordan forholder man sig til det?

- Restværdien er den pris bilen skal sælges til, når leasingaftalen udløber. Der er mange ting, der spiller ind. En bil, der har kørt 35.000 km, kan sælges for mere end én, der har kørt 135.000 km. Det samme gælder med hensyn til udstyr. Vil du flexlease, anbefaler vi at finde en tilsvarende bil i Tyskland med samme udstyrspakke og km-tal og se, hvad markedsprisen er. Er den 100.000 kr. i Tyskland, skal din restværdi efter 12 måneder være lavere end 100.000 kr. Det er nemlig urealistisk, at du efter 12 måneder kan få det samme for bilen, som den koster i dag.

2012 Audi S8 4,0 TFSI quattro Tiptronic
2012 Audi S8 4,0 TFSI quattro Tiptronic

Audi S8 årgang 2012 er angivet til 9,9 km/l i snit og koster 7.600 kr. i årlig afgift. Det er typisk en fordel at tegne forsikring i forbindelse med indgåelse af en flexleasingkontrakt, fordi leasingudbyderen kan få mængderabat ved forsikringsselskabet.

© Bil Magasinet

Har du et tip til en sjov flexleaset bil til maks. 8.000 kr. om måneden?

- Det kunne være en Audi S8 4,0 Quattro fra 2012 med 126.000 km. På en 12 måneders kontrakt til 7.250 kr. inkl. moms. i månedlig ydelse med en førstegangsydelse på 168.750 kr. inkl. moms og en restværdi på 228.000 kr. ekskl. moms og afgift. Men igen. Du skal se på helheden. Ydelsen kunne lige så godt hedde 4.000 kr. med en restværdi på 267.000 kr. Kan man kun sælge bilen for de 228.000 kr. i tilbuddet, får man en efterregning på 39.000 kr., som man lige så godt kunne have delt ud over de månedlige ydelser. 

- Søger du som forbruger efter flexleasing, hvad enten det er privat eller erhverv, bør du ikke gå efter den laveste månedlige ydelse. I rigtig mange tilfælde kan den ende op med at blive den dyreste i sidste ende. siger Morten Grønhøj fra Findleasing.nu.

Måske er du interesseret i...