Hippiekareten er tilbage: Hurtigere og mere miljøvenlig end nogensinde

Volkswagen sætter strøm til flower power-nostalgien med I.D Buzz-konceptbilen, der har to elmotorer, firehjulstræk, op til 600 km rækkevidde og plads til otte personer.

9. januar 2017 af Bil Magasinet

Volkswagen præsenterer i disse dage konceptbilen I.D. Buzz på biludstillingen i Detroit. Med sit design forbinder I.D. Buzz et af bilhistoriens største ikoner med fremtidens elektriske mobilitet.

– Volkswagens omfattende offensiv af elbiler begynder i år 2020 med udgangspunkt i en helt ny platform. Det er tidspunktet, hvor vi introducerer en helt ny generation af fuldt opkoblede elbiler. I 2025 forventer vi årligt at sælge cirka en million af disse elbiler, og vi vil gøre elektrisk mobilitet til et nyt varemærke for Volkswagen, udtaler bestyrelsesformand for Volkswagen, Dr. Herbert Diess, i en pressemeddelelse

Fortidens Rugbrød inspirerer fremtiden

Hippiekaret, Bulli eller Rugbrød. Kært barn har mange navne og masser af fans overalt i verden. Ejer du selv et Rugbrød, føler du, at du er medlem af et større fællesskab, uanset om du bor i Los Angeles, Berlin eller København. Selvom I.D. Buzz er fremtidens MPV, passer den perfekt sammen med de legendariske forgængere.

– I.D. Buzz er en vision for, hvordan det originale Rugbrød kunne se ud i fremtiden, og den bærer naturligvis nogle af de velkendte stileelementer, som folk i hele verden elsker ved originalen, forklarer designchef hos VW, Oliver Steffani. 

Det gælder detaljer som det karakteristiske ’V’ og venlige ”ansigt” foran, de ekstremt korte udhæng for og bag og de tre luftindtag i siderne på bageste stolpe. Alt sammen stilelementer inspireret af originalen, men fortolket på en helt ny måde. Den to-farvede lakering er endnu et klassisk designelement. 

Takket være den kompakte elektriske drivlinje har I.D. Buzz to bagagerum ­– et bagi på 600 liter og et foran på 200 liter. Åbning af bagklap, skydedøre og dørene foran aktiveres via udvendige sensorer, der modtager signal fra din smartphone, der fungerer som en digital nøgle. 

I fremtiden vil Volkswagen-ejere have deres egen Volkswagen User-ID: en individuel profil, hvor alle dine personlige præferencer er lagret i skyen fra musik over indstilling af sæde til interiørlys. Når du er i nærheden af I.D. Buzz genkender den dig automatisk og indstiller alt automatisk til dig.

Op til 600 kilometers rækkevidde

Rækkevidden er ifølge NEDC-normen på op til 600 km, og I.D. Buzz kan oplades enten induktivt eller ved en ladestander, og det tager mindre en 30 minutter at oplade den 80% med 150 kW ladekapacitet. 

En ekstremt lang akselafstand på 3.3 meter og den nye MEB-platforms opbygning åbnede muligheder for at designe en MPV, der kunne rumme otte passagerer og sætte en ny standard for rummelighed i elbiler. Uanset om du er på weekendtur med to familier, på tour med bandet, på ferietur med moutainbikes og surfboards eller skal køre til et forretningsmøde med kollegaer, er det ikke noget problem med en I.D. Buzz. 

Når I.D. Buzz kører med den fuldautomatiske fartpilot, I.D. Pilot, trækkes rattet ind i instrumentbordet, og forsæderne kan elektronisk roterer 180 grader, så du sidder ansigt til ansigt med bagsædepassagerne. Inden da har den multifunktionelle I.D. Box midterkonsol med indbygget tablet og Bluetooth højttalere automatisk bevæget sig bagud i kabinen til bagsæderne.

To elmotorer og firehjulstræk

Buzz er udstyret med to elmotorer og firehjulstræk, der bidrager til en både dynamisk og komfortabel køreoplevelse med mulighed for at køre i terræn. Elmotorerne foran og bagi yder begge 150 kW og en samlet systemydelse på hele 374 hk, hvilket gør Buzz i stand til at nå 100 km/t på cirka fem sekunder, men topfarten er begrænset til 160 km/t. 

Motorkraften mellem for- og baghjul fordeles af en såkaldt ”elektrisk kardanaksel”, så du har optimal vejgreb under alle forhold, og med firehjulstræk kan Buzz køre på eventyr ude i terrænet.

Vi kender desværre endnu ikke noget til en mulig lanceringsdato, og prisen tør vi ikke engang gætte på prisen. Men et elektrisk Rugbrød virkere mere og mere sandsynligt. 

Mere

Måske er du interesseret i...