Her er prisen på den nye Hyundai i30 stationcar

Den nye i30 lander som stationcar først på sommeren, men nu er priserne ved at være på plads. Billigste variant bliver 15.000 dyrere end hatchbacken.

9. maj 2017 af Esben Skrumsager


Den nye generation i30 har netop haft premiere, og til sommer er den klar som stationcar. Der er hos den danske importør store forventninger til, at den nye stationcar kommer til at udgøre en større del af salget end tidligere, men en væsentlig del af nøglen til succes handler naturligvis om prisen.

Den begynder ved 214.995 kr., og det er vel at mærke med den nye 1.0 T-GDI benzinmotor. Til sammenligning koster hatcback-versionen fra 199.995 kr.

Hvorfor vælge stationcar?

Om stationcar-versionen er sine yderligere 15.000 mere værd, har vi endnu ikke haft lejlighed til at vurdere, men den nye i30 er også i stationcar-udgaven rummelig som aldrig før. (Du kan læse vores test af i30 hatchback lige her.)

Med en længde på over 4,5 meter er den cirka 20 cm længere end hatchbackudgaven, og det er med til at sikre et af klassens største bagagerum på hele 602 liter – og 1.650 liter, når bagsæderne foldes ned. 

Udstyr og sikkerhed i i30

Den nye Hyundai i30 stationcar kommer i fire forskellige udstyrsvarianter: Life, Life+, Trend og Premium. Som standard er der bl.a. aircondition, bluetooth, fartpilot, LED-kørelys, sidespejle med LED-blink og varme, automatisk nødbremse og vognbaneassistent.

Til gengæld skal du op i udstyrsniveauerne, hvis du eksempelvis vil have parkeringssensorer, alufælge og touchskærm.

Motorprogram i Hyundai i30

Som i hatchbacken vil i30 stationcar på det danske marked udelukkende kunne fås med den seneste generation af motorer fra den sydkoreanske producent. På benzinfronten er der to benzinudgaver – en helt ny 1.4 T-GDI med 140 hk samt 1.0 T-GDI med 120 hk.

Dieseludvalget består af en 1.6-liters motor med enten 110 eller 136 hk. Hyundais nye 7-trins dobbeltkoblingsgear vil være et muligt tilvalg til flere modeller.

Det vil også blive muligt at lease ny i30 stationcar til private kunder og som firmabil, men her er priserne endnu ikke offentliggjort.

Måske er du interesseret i...