© Seat

Her er den nye Seat Ibiza: Spansk storsællert slår til med masser af udstyr

Den femte generation af Seat’s populære model er bygget på en ny platform. Udstyrslisten er vokset markant, og sikkerheden er blevet bedre. Den lander i Danmark til sommer.

2. februar 2017 af Anders W. Vorup

Ibiza’en blev første gang vist for offentligtheden i 1984. Siden da har den opnået status som mærkets ældste og bedst sælgende model. Hele 5,4 millioner eksemplarer har forladt samlebåndet, og nu er den så tilbage i en splinterny udgave.

Den nye Seat Ibiza er femte generation og er bygget på den nyeste platform hos Volkswagen Group. Sammen med den nye platform kommer den nye Ibiza også med et nyt design, en større kabine og masser af sikkerhedsudstyr.

Fuld gas på motorerne

Motorprogrammet består af benzinmotorer, dieselmotorer og en naturgas-motor.

Den første variant af benzinmotoren er en 3-cylindret 1,0-liters TSI med henholdvis 95 og 115 hk, som kommer med turbolader, intercooler og direkte indsprøjtning. Fra slutningen af 2017 vil det også være muligt at bestille den med en 4-cylindret 1,5-liters motor med 150 hk.

Dieselmotoren er en 1,6-liters TDI-motor med 80, 95 og 110 hk. Naturgas-motoren er en 1,0-liters TSI-motor med 90 hk.

Bilen fås med 5 manuelle gear til motorer med 95 hk eller mindre og med 6 gear til de mere kraftige motorvarianter. DSG-dobbeltkoblingsgearkassen med 7 gear fås også som ekstraudstyr.

Den nye Seat Ibiza fås med automatisk nødbremse, adaptiv fartpilot med kø-assistent, nøglefri adgang og betjening, en ny generation af parkeringssensorer foran og bagpå og et mere præcist bakkamera i højere kvalitet, der bliver vist på en 8” skærm. Derudover kan du også få Apple Car Play, Android Auto og Mirror Link.

Ibiza bliver præsenteret ved den kommende biludstilling i Genève, og kan købes fra juni 2017. 

Måske er du interesseret i...