Volkswagen Passat 2,0 TSI Variant DSG
Volkswagen Passat 2,0 TSI Variant DSG © Anders Richter

Her er den mest søgte brugtbil lige nu

Bilsalgsportalen biltorvet.dk har fundet frem til den brugte bil, som lige nu er den mest eftertragtede ifølge statistikken. Tjek den her.

24. juni 2017 af Steen Bachmann

Når danskere skal lede efter en brugt bil, er den mest populære farve lige nu sort. Det viser søgestatistikker fra biltorvet.dk. Når der søges på farve, vælger knap 40 procent sort.

Statistikkerne fra portalen afslører også en del andre ting, for eksempel at det er fløjtende ligegyldigt, hvilken farve bilen har. 

Det er nemlig kun 0,2 procent af søgningerne på biltorvet.dk, der handler om bilfarve.

Søger efter mærke og model

Til gengæld er det essentielt, hvilket bilmærke og -model, vi går efter. 80 procent af samtlige søgninger sker på en specifik bilmodel eller bilmærke.

Mercedes-Benz ligger lunt i svinget som det mest søgte bilmærke op biltorvet.dk. Men i det samlede søgebillede udgør mærkesøgning kun 12 procent af søgningerne. 

De resterende 68 procent er søgninger på en bestemt bilmodel som Audi A4 eller Skoda Octavia, der i øvrigt begge er i top fem. Tager man både model og mærke i betragtning ryger Mercedes ned på en femteplads. Listen toppes af VW. 

Kilometer, alder og forbrug

Hver femte søgning handler om bilens kilometertal, og her forlanger de fleste, at bilen har under 100.000 kilometer på tælleren. Helt præcis er 16,4 procent af søgningerne på kilometer. 

Det næstvigtigste er bilens alder. Hver femte, der søger på alder, ønsker en tre år gammel bil eller nyere.

30 procent søger på, hvor langt bilen kører på literen, og her er topsøgningen 20 km/l. Lidt over halvdelen går efter en benzinbil.

Stationcars er populære

Derudover viser statistikkerne, at vognen skal være en stationcar med en motor på over 2,0 liter med mindst 140 hk – og så skal den gerne have automatgear.

Med disse søgekriterier i hånden har biltorvet.dk fundet den bilmodel, som opfylder flest ønsker:

Den er en sort VW Passat 2,0 TSi Variant Highline med 210 hk benzinmotor og DSG-gear (dobbeltkobling).

Volkswagen Passat 2,0 TSI Variant DSG
Volkswagen Passat 2,0 TSI Variant DSG © Anders Richter

Så meget betyder prisen på den brugte bil

Prisen er en af mest vigtige parametre, fordi vi i Danmark er plaget af bilafgifter. Næsten hver tredje søgning på biltorvet.dk drejer sig om pris. 

* Smertegrænsen går ved 50.000 kroner eller derunder. Der er dog næsten lige så mange, der søger efter biler under 100.000 kroner, og på biler under 25.000 kroner. Fordelingen ligger på cirka ti procent på hver af de tre kategorier.

Måske er du interesseret i...