Helt elektrisk tilbud: Nissan og Eon i knivskarp elbil-offensiv

Afgiften er sænket, og nu lancerer Nissan en attraktiv kampagne, som skal gøre det endnu billigere at blive helt elektrisk kørende.

1. juni 2017 af Esben Skrumsager


Nissan og Eon har netop indledt et samarbejde, som skal få endnu flere danskere til at køre i elbiler. Kampagnen sættes i gang i kølvandet på regeringens afgiftsnedsættelse og består af tre års gratis strøm, ladeboks og ladekabler ved køb af en ny Nissan Leaf eller e-NV200.

Simpelt regnestykke

Landechef hos Nissan Danmark, Ralph Gonsalves, udtaler:

- Vi ønsker, at der igen skal gang i salget af elbiler. Elbilerne er kommet for at blive, og nu hjælper vi lidt på vej med større tryghed og overblik til kunderne, når de køber en ny elbil hos os. De totale ejerskabsomkostninger bliver selvsagt også meget attraktive, når der ikke skal betales for forbruget.

For fremtidige Leaf-kunder betyder kampagnen, at udover en besparelse på ca. 50.000 kr. i reducerede afgifter spares der også en evt. installation af ladeboks og køb af ladekabel samt løbende strømforbrug til kørsel – både hvis der oplades hjemme eller på de opstillede Eon-ladestandere rundt i landet.

Alt i alt betyder det, at overblikket over løbende udgifter til kørsel – i alt fald de første tre år – bliver meget overskuelige, og med en forbrugsbesparelse på 579,- om måneden i tre år, sparer man som elbil-bilist altså mere end 20.000 kr.

Priserne på en ny Nissan Leaf inkl. ladeboks og gratis strøm de næste tre år begynder ved 274.790 kr., og varebilen e-NV200 begynder ved 201.885 ekskl. moms men ligeledes inkl. ladeboks og gratis strøm i tre år.

Efter de tre år kan kunden vælge at fortsætte sit abonnement med Eon, hvor det lige nu koster 579 kr. om måneden med ubegrænset strømforbrug.

Men er den lavere afgift og gratis forbrug nok til at få dig til at skifte til en elbil? Deltag i debatten på Bil Magasinets Facebook-side.

Måske er du interesseret i...