Hårdkogte Porsche 718-modeller, netop lanceret!

Porsche 718 Cayman og Boxster lanceres nu i GTS-trim. Ingeniørerne har virkelig sat den lille 4-cylindrede turbomotor på hårdt arbejde.

18. oktober 2017 af Mathias Brandt

Porsche udvider 718-modelrækken med to nye modeller, Cayman og Boxster GTS.
Med en nyudviklet indsugningskanal og en optimeret turbolader til den 2,5-liters 4-cylindrede boxermotor øges ydelsen nu til 365 hk. Dermed yder motoren 15 hk mere end i 718 S-modellen og op til 35 hk mere end i de tidligere GTS-modeller med den lækre 6-cylindrede boxermotor. 

De nye centermotoriserede GTS-variant kommer med manuel gearkasse. Porsche’s dobbeltkoblingsgearkassen (PDK) kan bestilles som ekstraudstyr. Hvad der normalt er ekstraudstyr på en 718, som for eksempel Porsche Torque Vectoring (PTV) med mekanisk spær på bagakslen eller Sport Chrono-pakke er standardudstyr på GTS, og det samme gælder Porsche adaptive undervogn, som sænker karrosseriet med 10 mm.

Bedre præstationer takket være mere power

Det maksimale drejningsmoment på 430 Nm giver endnu bedre accelerations- og mellemaccelerationstider. Det er til rådighed mellem 1.900 og 5.000 omdr./min. Med PDK-gear og Sport Chrono-pakken klarer GTS-modellerne sprinten fra 0 til 100 km/t på 4,1 sek. og fortsætter op til 290 km/t.

Spot en GTS

Det er ikke kun teknisk, at GTS’eren skiller sig ud. Du kan kender en GTS’er på den mere aggressive. De nederste forlygter er sorte, som er en af GTS-modellerne særlige kendetegn. 

Bagpå er GTS-modellen umiskendelig takket være mørktonede baglygter, sort modelbetegnelse, sort panel nederst og de centralt placerede, sorte afgangsrør fra det standardmonterede sportsudstødningssystem. Sorte GTS-modelbetegnelser på dørpanelerne og 20” fælge lakeret i sort silkeglans fuldender profilen.

Indvendigt er du heller ikke i tvivl om, at du sidder i en GTS. Stopuret til den standardmonterede Sport Chrono-pakke er placeret centralt i instrumentpanelet. Føreren og passageren sidder på sportssæder, hvor midterstykkerne som i andre GTS-modeller fra Porsche er forsynet med Alcantara. De 2-vejs elektrisk indstillelige sportssæder med GTS-modelbetegnelse på hovedstøtterne sørger for øget sidestøtte og komfort. Desuden er der en udpræget brug Alcantara i kabinen – blandt andet på ratkransen, midterarmlænskonsollen og armlænet.

718 GTS-modellerne kan bestilles allerede nu hos Danmarks to Porsche Centre: Porsche Center København og Porsche Center Aarhus, og de kommer ud hos forhandlerne i løbet af 2018. 

I Danmark starter priserne:

718 Boxster GTS fra kr. 1.452.120
718 Cayman GTS fra kr. 1.412.487

Måske er du interesseret i...