pris, priser, ny bil, årets bil
© Bil Magasinet

Fra 1. Januar røg bilforhandlernes prisfinte

I langt de fleste tilfælde stemmer den annoncerede pris ikke sammen med den, der ender på slutsedlen – det er slut nu.

5. januar 2018 af Steen Bachmann

Den 1. april 2018 træder nye regler i kraft, der betyder, at bilforhandlerne altid skal oplyse den samlede pris på bilen inklusive leveringsomkostninger. Hidtil har leveringsomkostningerne været oplyst separat.

”Med de nye regler får forbrugerne nemmere ved at gennemskue, hvad de samlet skal betale for bilen. Det giver dem et bedre udgangspunkt til at sammenligne tilbud og vurdere, hvad bilkøbet betyder for deres økonomi,” siger Susanne Aamann, souschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Skal også oplyse produktionsårgang

Også på andre områder får forbrugerne bedre vilkår, når de handler. Blandt andet skal brugtvognsforhandlere fra den 1. januar i år oplyse bilens produktionsår, hvis de kender eller burde kende det. Formålet er at gøre oplysningen tilgængelig for forbrugerne, da det er en oplysning, der kan være afgørende for deres købsbeslutning.

”Som forbruger har man krav på at kende den reelle alder på det produkt, man køber. Det gælder ikke mindst, når man køber en brugt bil. Vi har gennem årene set eksempler, hvor medlemmer har købt en brugt bil, der har vist sig at være en såkaldt lagerbil, og som dermed er produceret flere år inden første indregistrering. Det betyder, at de har fået en model, der er ældre, end de er klar over. Det kan have betydning for ikke bare motor, sikkerhedsudstyr og begyndende rust, men også bilens gensalgsværdi. Derfor er det kun rimeligt, at forhandlere nu også skal oplyse om bilens reelle alder,” siger Lennart Fogh fra FDM.

De nye regler for prismærkning er en konsekvens af den nye markedsføringslov, som trådte i kraft 1. juli 2017. 

Vil du have meget mere bilstof, så kan du få 3 numre af Bil Magasinet for 99 kr. her

De nye regler om prismærkning

  • Bilforhandlere skal fra den 1. april 2018 oplyse den samlede pris på bilen inklusive de obligatoriske leveringsomkostninger. Hidtil har leveringsomkostningerne været angivet separat.
  • Brugtvognsforhandlere skal fra 1. januar 2018 oplyse bilens produktionsår, hvis de kender eller burde kende det.
  • Benzinstationer har fra 1. januar 2018 fået mulighed for at skilte med andet brændstof end benzin og diesel.
  • Ni bekendtgørelser bliver ophævet, fordi de er blevet erstattet af anden og nyere lovgivning.

Måske er du interesseret i...