Ford Ranger Wildtrak på Ledreborg Slot
Ford Ranger Wildtrak på Ledreborg Slot

Ford-bisse med nyt gebis

Ford har opdateret pickuppen Ranger med nyt ansigt og ny teknik

1. juni 2016 af Mikkel Thomsager

Ford er klar med en let revideret version af klassens bedst udseende pickup, Ranger. Den konkurrerer med Nissan Navara, VW Amarok, Toyota Hilux, Mitsubishi L200 og Isuzu D-Max, som alle er med i stortesten i BM297, som er på gaden nu. 

Ranger er ikke med i denne test, fordi den ikke kunne nå at blive klar til testen i det aktuelle magasin.

Spørgsmålet er: Ville testen, hvor Nissan Navara vinder, være faldet anderledes ud, hvis Ranger havde været med?

Måske. Den aggressive front er i behold. Den har fået en overhaling med smallere lygter og en opdeling af grillen som giver et frisk gebis, men Ranger ser stadig imposant ud. 

Desuden er Ranger blevet forbedret på en række af de områder, som vi hidtil har kritiseret den for. Det gælder først og fremmest landevejskomforten og manglen på moderne teknik.

Ranger er stadig en gammeldags pickup med chassisramme-konstruktion (i modsætning til selvbærende karrosseri) og bladfjedre. Men blandt andet ny elektronik medvirker til, at Ranger føles mere civiliseret.

Kabinen er frisket kraftigt op. Den har fået en stor trykfølsom 8" skærm, som genkendes fra Ford Mondeo, og helt nye instrumenter med et analogt speedometer og et lcd-display, der kan vise flere ting, herunder en omdrejningstæller.

Som ekstraudstyr fås en sikkerhedspakke (6.050 kr. plus moms) med skiltegenkendelse, aktiv fartpilot, der selv holder afstanden til den forankørende, træthedsadvarsel og ikke mindst vejbaneholder. Sammen med et lidt strammere styretøj gør det retningsstabiliteten bedre end i forgængeren og giver en mere rolig oplevelse på lande- og motorvej.

Selve affjedringskomforten er stadig meget pickup-agtig, og her kan Ranger vel komme til kort over for flere af konkurrenterne i testen i BM297.

I forhold til konkurrenterne stiller Ranger med en 5-stjernet crashtest, og mulighed for at trække op til 3.500 kg på krogen. Firehjulstræk med reduktionsgear er fortsat standard.

Som hidtil fås Ranger med en kort kabine med korte bagdøre som er hængslet modsat fordørene, eller med en reel dobbelt kabine med fire store, fronthængslede sidedøre. 

Der er to dieselmotorer, en 4-cylindret på 2,2 liter og 160 hk og Fords egen 5-cylindrede på 3,2 liter og 200 hk. Denne motor bruges kun i Ranger.

Priserne starter ved 255.060 kr. (213.642 kr. uden moms) for versionen med 160 hk og kort kabine kaldet "Rap Cab". Den store "Double Cap" starter ved  291.463 kr. (244.444 kr. uden moms).

Måske er du interesseret i...