VW T-Roc, forfra, blå, tofarvet, i bymiljø
© VW

Første Test: VW SUV med stil til 240.000 kr.

T-Roc er det trendy navn på en lidt mindre rummelig, lidt mere smart Tiguan

2. november 2017 af Mikkel Thomsager

Hvor er vi?

Lissabon, Portugal


Hvad er det?

VW T-Roc er VW's nye SUV/Crossover i stil med Nissan Qashqai.

VW T-Roc, Sport, forfra, blå, tofarvet, ved vand

LED-lys er ekstraudstyr. Med det følger LED-kørelys, der skifter til blinklys

© VW

Hvem er konkurrenterne?

Den indlysende konkurrent er Nissan Qashqai, og med den Renault Kadjar, Kia Sportage, Toyota CH-R samt Audi Q2, med hvilken T-Roc deler teknik. 

I stil og type kan man også opregne VW's egen Tiguan som konkurrent, og dermed også biler som Ford Kuga.


Hvordan kører den?

Alle de biler, der var til rådighed ved præsentationen, var topudstyrede versioner med blandt andet VW's aktive undevogn DCC (Dynamis Chassis Control). De præsenterede fremragende affjedringskomfort. Både offroad og på vej er undervognen virkelig god til at absorbere ujævnheder. 

Til gengæld koster det på dynamikken. Styretøjet er ikke nær så skarpt som i en almindelig VW Golf, hvilket gør det kedeligt at køre i i almindelig trafik. Støjniveauet i kabinen er på det jævne for klassen.

VW T-Roc, Sport, bagfra, blå, tofarvet

17" aluhjul er standard over mindste udstyrsniveau

© VW

Er den lækker?

Topversionen med specielt LED-kørelys, der skifter til gult, når man blinker, gør et godt indtryk. Med tofarvet lakering (ekstraudstyr) giver det T-Roc et charmerende og lidt flabet udtryk. Vi savner endnu at se en basis-model.

Det samme gælder kabinen, hvor beklædning af frontpanelet i kontrafarve med satin-finish givet vis gør en forskel. Al plast i kabinen er nemlig af den hårde, billige type, og den er ikke særlig lækker. 

Til gengæld er 8” berøringsfølsom centerskærm standard fra billigste model. Ved præsentationen var alle biler udstyret med digitale instrumenter i et nyt, simplere VW-design. Det er standard i topversionen ”Sport”.

VW T-Roc, Sport, kabine, blå, tofarvet

Digitale instrumenter er kun standard på top-versionen. 8" centerskræm er standard fra billigste variant

© VW

Hvornår lanceres den?

T-Roc lanceres hos danske VW-forhandlere den 9. december. Den fulde prisliste kendes endnu ikke, men startprisen bliver 240.000 kr. for en ganske veludstyret variant. 

Standard bliver fuld sikkerhedspakke med automatisk nødstop, blindvinkelalarm, aktiv vognbaneholder, der griber ind, hvis du kommer uden for din bane, aktiv fartpilot og klimaanlæg. Laveste udstyrsniveau hedder ”City”, derefter følger ”Style” og ”Sport”.

Mindste motor bliver den 3-cylindrede 1,0 liters benzinmotor på 115 hk. Desuden fås benzinmotorer på 1,5 liter/150 hk og 2,0/190 hk samt dieselmotor på 1,6 liter/115 hk og 2,0 med 150 eller 190 hk. Standard er 6-trins manuel gearkasse. 7-trins DSG fås, og det samme gør firehjulstræk.


Vi synes…

T-Roc er en charmerende livsstilsbil til en god pris. Det smarte design koster på funktionaliteten i forhold til flere andre biler i klassen, og kabinens finish er ikke på VW Passat-niveau. Men kørekomforten er god og udstyrsniveauet pænt fra billigste model.

I videoen får jeg sagt, at digitale instrumenter er standard. Det er det ikke. Centerskærmen på 8" er dog.

Måske er du interesseret i...