Første test: Storsællerten med forsigtigt ansigtsløft

Peugeot 308 er en af Danmarks mest solgte biler, så når den skal faceliftes venter der ingen revolutioner, men en forsigtig opgradering af en velfungerende bil.

20. juli 2017 af Lars Krogsgaard

Hvor er vi?

Bayerisch Gmain, Tyskland

Hvad er nyt?

Peugeot er klar med et facelift af deres populæreste model 308. Det er ikke revolutioner der er sket på designfronten, men der er kommet en ny front med LED signaturlygter, nye baglygter og generelt lidt skarpere linjer. Kabinen har også fået en opgradering med bedre materialer, og specielt den 9,7-tommers touch-skærmen i midten af centerkonsollen har fået et løft. Væk er de typiske forsinkelser, og der er nu mulighed for at betjene sig af Apple Carplay.

De største nyheder kommer dog på motorfronten, hvor to nyudviklede diesel- og benzinmotor kommer på markedet. De yder begge 130 hestekræfter og er dieselversionen er designet 100% digitalt, for at sikre mere præcision og mindre pladsspild.

Hvordan kører den?

Vi kører topvarianten med den to-liters diesel i såkaldt GT-Line trim, hvor den låner en masse designdetaljer fra GTI’en. Den ser sportsligt ud og det klæder bilen. Sports-følelsen er det så som så med, selvom der er kræfter nok i diesel-maskinen. Men nogen GTi bliver det aldrig.

Ny er også den otte-trins automatgearkasse, som testbilen er udstyret med. Under rolig kørsel fungerer den fint, men så snart vrider ørene lidt på maskinen, kan den ikke helt finde ud hvilket gear den vil være i – og typisk er det et, der er lidt for lavt. Det hjælper dog hvis man trykker på sportsknappen, hvor den holder gearene længere. Der er også skiftepaler på rattet, så man selv kan tage styringen.

Sportsknappen afslører også en anden sjov gimmick, hvor motorlyden pludselig skifter over til at lyde som en fuldfed V8’er! Man finder dog hurtigt ud af, at det kun er lyd fra bilens højtalere. Så snart dine passagerer åbner døren for at stige ud, lyder den altså stadig som en dieselhakker udefra. Det er ganske underholdende, men er det ikke lidt som at putte en stor sammenrullet sok i underbuksen? Muligvis imponerende i første øjekast, men det falder hurtigt igennem.

Hvem er konkurrenterne?

Peugeot 308 huserer i den såkaldte Golf-klasse, og Golf’en fører stadig i klassen, men den koster også lidt ekstra. Opel Astra er også et skarpt bud i klassen, som 308’eren skal kæmpe med. Der findes også billigere alternativer fra Kia og Hyundai, der begge også er fine biler. Peugeot kører dog ofte med gode leasing tilbud, så hold øje med dem.

Hvornår lanceres den?

Til september

Vi synes…

Helt generelt er Peugeot 308 en fin bil, med fornuftige køreegenskaber, godt design og god plads til familien i stationcar versionen. Men den sætter aldrig helt mig blod i kog. Der skal lidt mere passion og temperament til.   

Måske er du interesseret i...