FØRSTE TEST: Plads og udstyr til udsalgspris

Valgmulighederne er mange i firmabilsklassen, og konkurrencen er skarp. Den fem-dørs variant af den nye Opel Insignia har vist gode takter, og nu introducerer Opel stationcar versionen til samme pris.

23. juli 2017

Hvor er vi?

Hamburg, Tyskland

Hvad er nyt?

Insignia er nu klar nu som stationcar – eller Sports Tourer, som de selv kalder den. Herhjemme har den stået for over 75% af salget, og de takter fortsætter sikkert også med den nye. Insignia Sports Tourer tilbyder nemlig al den plads, som den forrige model blev kritiseret for at mangle. Bagagerummet sluger nu hele 560 liter, så selvom det stadig er lidt mindre en fx VW Passat og Peugeot 508, så skal du virkelig pakke sløset for ikke at få plads til hele familiens bagage. Med sæderne lagt ned er der hele to meter lasterum, og så det er lige før du kan agere varevogn ved en mindre flytning.

Hvordan kører den?

Testbilen er topvarianten med en 260-hestes turbomotor på to liter og avanceret 4-hjulstræk. Sammen med det lækre 8-trins automatgear gør det Insignia’en til et sandt Autobhanmissil, men den kan altså også sagtens følge med på de små sogneveje, selvom størrelsen kunne indikere noget andet. Det gør den til en ret underholdende pakke, også selv den sportslige motor ikke giver meget lyd fra sig.

Jeg når også at prøve varianten med den to-liters turbodiesel med 170 hestekræfter. Den fortsætter de gode takter fra benzinudgaven, og også den er i stand til at sluge motorvejskilometer, som var det en tysk premium-cruiser.

Så alt i alt kører insignia rigtig fint, selvom den aldrig helt når niveauet fra BMW eller Alfa Romeo. Men det er også helt acceptabelt i denne prisklasse.  

Hvem er konkurrenterne?

Firmabilssegmentet rummer en stor pulje af biler, som kan stikke i mange retninger. Man kan godt finde konkurrenter, som er mere underholdende, men det kommer også med en pris. I det nye Bil Magasinet der lige har ramt gaden, kan du se hvordan den 5-dørs version af Insignia klarer sig mod Mercedes C-klasse, Alfa Romeo Guilia og VW Passat, som alle er dyrere biler end Insignia. Sammenligner man derimod med Ford Mondeo, Totota Avensis eller Mazda 6, så har Insignia rigtig gode kort på hånden.

Hvornår lanceres den?

Den er klar hos forhandlerne nu.


Vi synes…

Der findes naturligvis bedre alternativer til Insignia Sportstourer, men ikke særlig mange hvis man tager prisen i betragtning. Man får god plads, lækkert design og masser af udstyr til en fornuftigt pris.  

Måske er du interesseret i...