Første fotos: Hyundai's nye lille SUV

Allerede til efteråret er Hyundai klar med en lille SUV, der skal konkurrere med Renault Captur og Nissan Juke.

28. juni 2017 af Mikkel Thomsager

Kona hedder den nye Hyundai-SUV, der blev vist i Milano i sidste uge.

Det er en kompakt SUV, som skal konkurrere med modeller som Renault Captur, Peugeot 2008 og Nissan Juke. Modsat de to franskmænd vil Kona kunne fås med firehjulstræk. 

Som konkurrenterne vil Kona kunne fås med flere muligheder for individualisering af både det udvendige og det indvendige design.

Motorprogrammet vil bestå af to benzinudgaver: En 1.0 T-GDI med 120 hk samt en 1.6-liters T-GDI med 177 hk aut. og 4WD. Diesel bliver en 1.6-liter med enten 115 hk eller 140 hk.

Angiveligt skal navnet tilskrives Kona-distriktet på Hawaii, der er kendt for en energisk og unik livsstil, som afspejler sig i bilens stil og karakter.

Den nye Hyundai Kona kommer allerede til Danmark i løbet af efteråret. Hyundai antyder intet om prisen. Vi tror på prisstart under 200.000 kr.

Måske er du interesseret i...