Er du lidt sadomasochistisk og har hang til racerbiler til gadebrug, så har Lotus bilen til dig

Med erfaringerne fra den tidligere Exige Sport 350 har Lotus viderudviklet den nye Exige Sport 380 med fokus på de tre vigtigste parametre; vægt, ydelse og aerodynamik.

26. november 2016 af Mathias Brandt

I en verden, hvor den ene hyperbil efter den anden bliver annonceret, er det rart med nogle sportsvognsproducenter, som går lidt anderledes til værks. Lotus har godt nok ikke ligefrem opfundet den dybe tallerken – nej tværtimod, så bruger de bare de ældste tricks i bogen, og de virker!

Motoren er den samme V6’er med kompressor, som findes i 350-udgaven, men takket være en fintunet kompressor, rekaliberet ECU og et nyt udstødningssystem, er kræfterne hævet med 30 hk til 380 hk. Alle kræfterne går igennem en smukt udført 6-trins gearkasse, som næsten kan betegnes som et kunstværk. 

For interesserede kan den også fås med en 6-trins automatgearkasse, men så skal du vente til foråret 2017. 

Som på stort set alle andre sportsvogne og superbiler, kan bilen indstilles mellem flere forskellige køreindstillinger. Lotus kalder det DPM (Dynamic Performance Management) - systemet styrer bilens opsætning, så alt fra speederrespons til affjedring justeres, alt efter hvilket program køreren vælger. 

Det har også stor betydning for bilens ESC-system, som i “Sport” og “Race” bliver langt mindre restriktivt og giver mere plads til leg med bagenden. Hvis du altså overhoved kan få de to Michelin Pilot Sport Cup 2 bagdæk til at slippe.

Bilen har også være på slankekur og er lettet for yderligere 26,3 kg. Dette er blandt andet gjort ved en overdreven brug af kulfiber, som flere steder på bilen har fået klar lak, så de flotte kulfibertråde kan ses igennem. De to største vægtsparende dele i bilen er dog nye kulfiber-racersæder, der sparer 6 kg, mens det at udskifte standardbatteriet til et lille lithium-ion batteri sparede yderligere 10,3 kg.

Som altid er de små biler fra Lotus ikke udstyret med servostyring, dette er gjort for at øge feedbacken i rattet og ikke mindst spare vægt. 

Sidste vigtige parameter er selvfølgelig aerodynamik. Her hjælper bilens oprindelige kompromisløse racerdesign. Her kan den nørderede ingeniør bare gå igang med at udstyre bilen med diverse spoilere, uden nogen fra designafdelingen kommer og skælder ud, fordi det ødelægger designet. 

Takket være to små vinger på hver side af forkofangeren og ikke mindst den velvoksne kulfiber-spoiler bagest på bilen, er det lykkes Lotus at øge downforcen fra 88 kg til 140 kg ved topfart.

Alt dette gør, at du ud vil få en racerbil, som du også kan indregistrere til gadebrug. Vi har ikke eksakte priser, men et sted mellem 1,5-2 millioner kroner på plader er ikke helt skævt. 

Mere

Måske er du interesseret i...