E-Klasse All-Terrain: Nu er der priser på stylte-tyskeren

Vi har allerede testet den nye Mercedes-Benz E-Klasse All-Terrain, der har øget frihøjde og bredere skærmkasser. Nu er Mercedes klar med prisen.

19. januar 2017 af Bil Magasinet

Mercedes-Benz viste for nylig deres E-Klasse på stylter, som de har givet efternavnet All-Terrain. Nu har de også givet os en pris, og den lyder på 807.800 kroner, hvilket blandt andet inkluderer automatgear, adaptiv luftundervogn, firehjulstræk og 19 tommer fælge som standard.

Den nye Mercedes E-Klasse er blevet godt modtaget af danskerne – både som sedan og stationcar – med knap 1.900 solgte eksemplarer i 2016. Det er stationcar-varianten, der danner basis for den videreudviklede All-Terrain. 

Frihed med firehjulstræk

Bilen er den første stationcar fra Mercedes-Benz, der er bygget specifikt med henblik på at give føreren endnu mere frihed uden for de asfalterede veje. Foruden firhjulstræk udmærker All-Terrain sig i terrænet ved en øget frihøjde og større skærmkasser, som tåler de hårdere opgaver.

Mere specifikt er frihøjden øget med 29 mm sammenlignet med E-Klasse stationcar, og ved hjælp af luftaffjedringen kan bilen indstilles i tre niveauer fra 0 til +35 mm. Via køreprogramsvælgeren Dynamic Select, der også er inkluderet som standard, kan bilen indstilles til off-road kørsel. Dermed løftes bilen, og relevante oplysninger såsom hældning og frihøjde vises på skærmen i centerkonsollen.

Du kan også læse om Bil Magasinets første indtryk her.

Fakta om Mercedes-Benz E-Klasse All-Terrain

Model: E 220 d 4MATIC T All-Terrain

Gear: 9G-TRONIC automatgear

Ydelse: 194 hk / 400 Nm

Pris: Fra 807.800 kroner

Standardudstyr i Mercedes-Benz E-klasse All-Terrain:

Som standard inkluderer All-Terrain blandt andet AVANTGARDE eksteriør og interiør, multifunktionsrat i nappalæder, AIR BODY CONTROL luftaffjedring, DYNAMIC SELECT køreprogrammer, 9G-TRONIC automatgear, 19 tommer letmetalfælge, sædekomfortpakke og LED high-performance forlygter.

Måske er du interesseret i...