Dette bliver den kraftigste Ford nogensinde!

Ford Shelby GT500 har altid været en fandens karl, og ud fra den nyeste teaser-video tyder alt på, at det vil fortsætte sådan.

17. januar 2018 af Mathias Brandt

Detroit Autoshow ruller derudaf i disse dage, og det er et af de største shows i USA. Her har Ford valgt at markere sig. Scenelyset er dårligt nok slukket efter præsentationen af deres Mustang Bullitt, før de sender en ny teaser-video i vores retning – denne gang er der tale om en ny Shelby GT500, som er noget af det ypperste fra Ford/Shelby. 

I en animationsvideo kan man se en GT500 med store luftindtag i kølerhjelmen og kofanger samt en forholdsvis stor hækspoiler – og vigtigst af alt lover de, at den får over 700 hk. Ifølge videoen kommer den først i 2019, og når det sker, bliver det den mest kraftfulde bil, Ford nogensinde har produceret. Til sammenligning har hyperbilen Ford GT ”kun” 656 hk. 

Ud fra lyden i klippet lyder motoren til at være nært beslægtet med Shelby GT350’s 5,2-liters V8-motor, der har en karakteristisk lyd på grund af sin flade krumtap. Den vil selvfølgelig også blive forsynet med en kæmpe kompressor, der kan pumpe luft ind i motoren. Rygterne siger, at kompressoren alene vil have en kapacitet på 2,6 liter.

Det er stadig rimeligt sparsomt med oplysninger om GT500, så det er stadig kun rygter, vi kan forholde os til. Men ifølge dem skulle den nye GT500 være udstyret med en automatgearkasse. Hvis det er rigtigt, så bliver det den første GT500 med automatgearkasse. 

Vi glæder os til at se mere til den nye GT500, men indtil da kan du nyde vores video fra 2010 – med en noget yngre og mere jysk udgave af Anders Richter foran kameraet: 

Måske er du interesseret i...