Den eldrevne Golf lander under 300.000 kr.

e-Golf får en rækkevidde på op til 190 km

25. marts 2014 af Bil Magasinet

Volkswagen viste en e-Up i 2013 og følger nu op med e-Golf. Dermed vil Golf el-, benzin-, diesel- og gasdreven motor, foruden som plugin hybrid med benzin- og elmotor, og lithium ion-batteri.

e-Golf har 115 hk elmotor og et-trins gearkasse udviklet af Volkswagen. El-motoren kører op til 12.000 o/min og leverer det maksimale drejningsmoment på 270 Nm, så snart bilen sætter igang. 0-60 km/t er nået på 4,2 sek. (0-100 km/t på 10,4 sek.), mens topfarten er begrænset til 140 km/t.

Læs også: Test af VW Golf

e-Golf har et energiforbrug på 12,7 kWh/100 og afhængig af rute, kørestil og last vil rækkevidden i en e-Golf typisk ligge på mellem 130 og 190 km. En varmepumpe koblet til det elektriske varmeanlæg og airconditionanlæggets kompressor øger rækkevidden med op til 30% i vintervejr sammenlignet med et konventionelt varmeanlæg.

El-motoren i e-Golf får strøm fra et lithium-ion-batteri, der har en samlet effekt på 24,2 kWh, og ligesom i e-up! kan en e-Golf lades op på flere måder. Det kan gøres via den traditionelle 220 Volt husholdningsstikkontakt, hvor en fuld opladning tager 13 timer. Sker opladningen i stedet via en wallboks, der lader med 3,6 kW, vil en fuld opladning tage 8 timer. e-Golf kan udstyres med et combo-stik, der gør det muligt at veksle mellem almindelig AC eller DC (hurtig ladning), hvor batteriet bliver ladet 80% op på 30 minutter. Volkswagen har et samarbejde med elbilsoperatøren Clever, der sikrer ladeløsninger og giver adgang til et landsdækkende netværk af ladestandere. 

 

Føreren kan via en knap vælge mellem tre køreprofiler henholdsvis ’Normal’, ’Eco’ og ’Eco+’. I de to Eco-programmer reduceres motorens og airconditionanlæggets effekt, speederresponsen bliver blødere, accelerationstiden længere og topfarten lavere. e-Golf regenererer også strøm via bremser og motorbremse, og føreren kan via gearvælgeren vælge mellem fire programmer og dermed varierer graden af regenerering af bremseenergi og opnå en længere rækkevidde.

Her er optimeret aerodynamik og dæk med lav rullemodstand, en mindre kølergrillsåbning, afdækningspaneler under bunden, en anderledes udformet tagspoiler og nye mere aerodynamiske aluminiumsfælge, der reducerer vindmodstanden med 10% i forhold til en standard Golf 1,6 TDI. Rullemodstanden er ligeledes reduceret med 10% ved brug af optimerede dæk i dimensionen 205/55 R16.

e-Golf forventes introduceret til efteråret og priserne begynder ved ca. 290.000 kr.

X

Måske er du interesseret i...