Den allersidste LaFerrari indbringer rekordbeløb til jordskælvsofre

I weekenden bortauktionerede Ferrari den allersidste LaFerrari, som blev den absolut dyreste af de nu i alt 500 producerede modeller.

5. december 2016 af Mathias Brandt

Da Ferrari leverede LaFerrari til deres kunder, var alle 499 eksemplarer udstyret med en platte mellem sæderne, hvor der står “Limited Edition 1/499”

Men det skal Ferrari strengt taget til at ændre, for de har lige produceret og solgt nummer 500.

Årsagen er dog ganske sympatisk – bilen er nemlig blevet produceret og solgt for at samle ind til ofre og efterladte efter det store jordskælv i Italien, der fandt sted d. 24 august i år.

Bilen er på ingen måder anderledes end de resterende 499 eksemplarer, men den kan kendes på snuden, hvor det italienske flag er malet, og så er platten i kabinen skiftet ud med en helt unik udgave.

Bilen blev solgt til Ferrari’s årlige afslutningsarrangement Finali Mondiali, som i går blev holdt i Florida. Ferrari havde fået hjælp fra det verdenskendte auktionshus RM Sotheby’s, der stod for auktionen. 

Hammeren faldt, da bilen var budt op i syv millioner dollars, hvilket svarer til 49 millioner kroner. 

Prisen er knap fem gange højere end listeprisen. Det er derfor også den dyreste Ferrari LaFerrari solgt nogensinde – den overgår den hidtidigt dyreste LaFerrari med over 1,8 mio dollars, som blev solgt tilbage i august.

Mere

Måske er du interesseret i...