Danske priser: VW Golf Sportsvan

Afløseren til Golf Plus er længere og bredere, og har op til 20 pct. lavere forbrug

15. maj 2014 af Bil Magasinet

Til juni afløser den nyudviklede Sportsvan den nuværende Golf Plus. Målet er at kombinere en hatchbacks kompakte ydre mål og dynamiske køreegenskaber med MPV'ens gode plads og fleksibilitet.

Golf Sportsvan er 8 cm længere end Golf, 2,5 cm kortere end Golf Variant og 13 cm højere. Den er lidt længere og højere end Golf Plus og op til 90 kg lettere. Her er 11 cm længere akselafstand end i Golf Plus, hvilket ses og mærkes på pladsforholdene i kabinen, specielt hvad angår benplads ved bagsædet. Her er mere plads end i en Golf hatchback. Bagagerummet er på 498 liter, og kan udvides til 585 liter, hvis det længdeforskydelige bagsæde skubbes frem (op til 180 mm). Hvis bagsædet lægges helt ned, er der et 1.512 liter stort lastrum til rådighed. Bagagerummet er desuden udstyret med dobbeltbund, og som ekstraudstyr fås foldbart passagersæde foran.

Den høje siddeposition fra Golf Plus er ført videre i Sportsvan, hvor fører og den forreste passager sidder 6 cm højere end i Golf. Sæderne har en ny og mere sportslig udformning, og der fås et førersæde, der kan justeres elektrisk i 14 retninger og har integreret massagefunktion. Interiøret i Sportsvan er nyudviklet.

 

Infotainment og sikkerhed

Golf Sportsvan kommer i fire udstyrstrin. Danskerbilen Startline har kun det mest nødvendige, mens Trendline og Comfortline har Kørecomputer Plus, fartpilot, 2-zone klima og Composition Colour radiosystem med 5" trykfølsom skærm, 8 højttalere, cd/AUX og SD-kortlæser. Highline har herudover 5,8” skærm, USB og Bluetooth.

 

Automatisk nødbremse er standard i kombination med pre-crash (lukker automatisk  vinduer og soltag og strammer selerne i en kritisk situation), elektronisk differentialespærre (XDS+), dæktryksmonitor, træthedsregistrering (Highline) og multikollisionsbremse. Golf Sportsvan kan desuden udstyres med Blind Spot sensor, der advarer mod biler i den blinde vinkel, Frontassist områdeovervågningssystemet med City Emergency Brake, vejskilteassistent, park-assist, dynamisk fartpilot, parkeringsassistent, dynamic light assist og vejskilteassistent.

 

Sportsvan fås med syv turboladede benzin- og dieselmotorer, der har direkte indsprøjtning, start-stop-automatik og op til 20 pct. lavere forbrug end Golf Plus.

Golf Sportsvan introduceres i Danmark medio juni.

 

Måske er du interesseret i...