VW Up GTI danske priser, hvid forfra, 2018

Danske priser på den lille hidsigprop fra VW

VW Up GTI bliver den billigste GTI på det danske marked. Med 115 hk turbomotor, 6-trins manuel gearkasse og sportsundervogn får du maksimal køreglæde i din Up.

13. december 2017 af Mathias Brandt

Volkswagen introducerer nu Up GTI, der med sin lave vægt, stærke turbomotor, sportsundervogn og GTI-design giver mikrobilsklassen en ny dimension. Prisen for Up GTI begynder ved 179.996 kr., hvilket gør det til den billigste GTI-bil i Danmark. Skal vennerne med ud og opleve køreglæden i den nye Up GTI, vil du værdsætte, at den også tilbydes som 5-dørs til 189.995 kr.

Den nye Up GTI – der uden på og indeni er på størrelse med den første Golf GTI fra 1976 – er udrustet med en 3-cylindret, turboladet 1,0 TSI-motor, der yder 115 hk og 200 Nm fra 2.000 – 3.500 o/min. Det er nok til at sende Up GTI 0-100 km/t på 8,8 sek. topfarten er 196 km/t, hvilket er hurtigere end den første Golf GTI. Sportsundervognen sænker bilen med 15 mm og sammen med en egenvægt på kun 1.070 kg er Up GTI en lille kvik sag.

Du sidder i sportssæder med det karakteristiske ternede Clark GTI-betræk, dine hænder griber fat om et tykt læderrat med røde syninger.  

VW Up GTI danske priser, interiør, 2018

Med den udvendige styling er du ikke i tvivl om, at der er tale om en Up GTI. Den kører på 17” hjul, og inde mellem egerne kan du spotte røde bremsekalibre på forhjulene. En mere sportsligt udformet frontkofanger sammen med den karakteristiske røde linje og GTI-logoet afslører at der er tage om en hurtig Up. 

En større tagspoiler, der yder mere downforce på bagakslen, et GTI-logo og en rød stribe på bagklappen, bagkofangerens sorte diffuser og det forkromede afgangsrør understreger yderligere, at her kører en Up med fart i.

Up GTI kan bestilles i farverne Tornado Rød, Pure Hvid og metallakeringerne Tungsten Sølv og Deep Sort. Up GTI introduceres i Danmark i løbet af marts måned.  

VW Up GTI danske priser, hvid bagfra, 2018

Måske er du interesseret i...