Shell CEO CFO Plug in hybrid 2017 Mercedes

Fotocollage 

Chefer hos benzingigant dropper benzin og diesel

En overraskende udmelding fra CEO og CFO hos oliefirmaet Shell gør, at cheferne nu skal over i andre former for køretøjer.

18. august 2017 af Frederik T. Frey

Det er svært at skille ”benzin i blodet” fra det at være bilentusiast – eller sådan har det i hvert fald været i mange år. 

Men ifølge flere store internationale medier, herunder Bloomberg, er selv de mennesker, der tjener styrtende summer på fossile brændstoffer ved at være klar til et skift.

Mercedes S500e Shell CEO Plug in hybrid 2017

Det er en Mercedes som denne Shell CEO, Ben Van Beurden, agter at skifte til. 

Europas største olieselskab – hollandsk/britiske Shell – har en CEO, der udtaler, at hans næste bil bliver en plug in-hybrid. Ben Van Beurden har dog ikke valgt hvilken som helst bil med elektrisk hjælpemotor, og Greenpeace står næppe klar med æresport endnu. 

El hos olieselskabet

Valget er faldet på en Mercedes S 500 e, der har et oplyst forbrug på 35,7 km/l efter den europæiske testcyklus, og 22,2 km/l efter den danske omregning, der pålægges plug in-hybrider. 

Takket være elmotoren kan den store Mercedes, i teorien, køre op til 33 km uden at benytte forbrændingsmotoren, hvis batterierne er fuldt opladte. Shell's CEO, Ben Van Beurden, har derfor ikke helt forladt firmaets kerneprodukt, da forbrændingsmotoren bliver aktiveret, når strømmen slipper op, eller der f.eks. skal accelereres hårdt, hvor de to motorer samarbejder. 

Ben Van Beurden har udtalt, at Mercedes-indkøbet er planlagt til at ske i september. Tidligere kørte CEO'en i en dieselbil.

Shell CFO BMW i3 elektrisk 2017 Plug in hybrid

Shell's CFO, Jessica Uhl, kører allerede rundt i en på mange måder miljøvenlig BMW i3.

Et andet sted i selvsamme firma er også CFO'en – det er personen med det økonomiske ansvar – hoppet med på den elektriske vogn. 

Jessica Uhl har nemlig allerede skiftet forbrændingsmotoren ud, da hun for tiden kører rundt i en BMW i3 – hvorvidt der er tale om den fuldelektriske model eller varianten med benzingenerator, der kan forlænge rækkevidden ved at omdanne benzin til el (i3 REx), melder historien ikke noget om. 


 Kilde: Bloomberg

Måske er du interesseret i...