Læg mærke til de nye, sorte detaljer foran - de er blandt de få ændringer på den nye, faceliftede BMW 1-Serie. 

© BMW

BMW frisker 1-Serien op

Den mindste BMW får flere gadgets, men skilter ikke med sine opdateringer.

30. juli 2017 af Niklas Majgaard

Bagfra ligner 120d sig selv. De faceliftede baglygter er mørkere end tidligere.

© BMW

BMW 1-Serie har efterhånden været med os i 13 år, hvoraf den nuværende version, der bærer chassiskoden F20 eller F21, har været på markedet siden 2011. I 2014 splittede BMW flere af sine bilmodeller op, så det der før var kendt som 1-Serie Cabriolet eller Coupé blev til 2-Serie.

Derfor deler 1-Serie da også så meget med netop 2-Serie, at de valgte at præsentere et facelift af begge bilmodeller på én gang.

Udvendigt kan du kende faceliftet på mørkere lygtedesigns for og bag samt mere sort trim på bilen. Det har blandt andet sat sit præg på fronten, hvor BMW-nyrerne nu er sorte, hvis du vælger en af de nye Shadow-editions.

Indenfor holder faceliftet stilen fra det, vi så på 2-serie Cabriolet og Coupé. Du kan få mere elektronisk ekstraudstyr end tidligere, instrumentbordet er helt nyt, og kabinen føles generelt lidt større.

© BMW

Udvalget af motorer i 1-Serie er fortsat stort og bredt. Benzinmotorerne rækker lige fra trecylindrede turbomotorer i 116i og 118i over firecylindrede varianter til en sekscylindret turbomotor på tre liter i den stærkeste 1-Serie, M140i. Den er desuden den eneste vej til at få den treliters rækkesekser med en manuel, sekstrins gearkasse i BMW’s 1-serie og 2-serie. B58B30O0, som motoren hedder, findes nemlig også i M240i, der gør det ud for coupé- og cabrioletudgaverne, men her kan man kun få en ottetrins Steptronic Sport-transmission.

Her i Danmark får vi umiddelbart ikke 116i, og derfor er 118i den mindste benzinmodel – resten af programmet er dog at finde på BMW's nye prisliste.

Med dieselmotor er den trecylindrede 1,5 liters motor i 116d mindst, mens resten af dieselprogrammet bygger på en 2,0 liters med fire cylindre.

BMW 1-Serie er generelt lidt billigere end 2-Serierne, hvorfor du kan købe en 118i eller 116d fra omkring 334.000 kroner. I Danmark vil den normalt populære 120d med 190 hk begynde i en pris på 377.700 kroner, mens dens benzindrevne modsvar, 120i koster cirka det samme.  

M140i falder ind som en 3- eller 5-dørs hatchback, der ellers svarer til M240i. Den kan kendes på et mere aggressivt udtryk, blandt andet er fronten lidt dybere, og bagenden anderledes. 

© BMW

M140i fås med baghjulstræk eller firehjulstræk. Med baghjulstræk kan du i modsætning til M240i også få en manuel gearkasse. M140i xDrive og alle M240i bruger derimod Steptronic Sport.

© BMW
© BMW

Måske er du interesseret i...