Mercedes-Maybach Vision 6
Mercedes-Maybach Vision 6

Mercedes´ forslag til en kommende Maybach coupé viser, at fremtiden ikke behøver blive kedelig. Vision 6 er seks meter lang og har en elmotor ved hvert hjul. Systemydelsen på 738 hk rækker til en 0-100-tid på under fire sekunder.

© Bil Magasinet

Rapport: Om 10 år vil vi slet ikke købe biler mere

1.000 ledere i autobranchen spår en eksplosiv udvikling: Bilerne vil køre selv, værkstederne vil lukke, fordi der ikke er noget at lave, og danskerne vil have bil på en helt ny måde.


Mens den danske skatteminister lige nu sidder og fedter med endnu en ændring af den 70 år gamle Registeringsafgiftslov, tegner lederne i autobranchen et billede af en fremtid, hvor danskerne slet ikke vil købe biler mere.

Revisionsfirmaet KPMG udgiver hvert år en global rapport om 1.000 lederes i autobranchens syn på, hvad der vil ske i branchen. Og her er der ikke tale om småjusteringer: Der vil ske en revolution på størrelse med dengang, vi gik fra hestevogne til biler, og det kommer til at gå stærkere, end de fleste tror.

Det er konklusionen på rapporten KPMG: Global Automative Executive Survey 2017.

Der er bred enighed blandt lederne i autobranchen om, at revolutionen er i gang, og at den på kort sigt vil få fem konsekvenser:

KPMG Automotive Survey 2017

* Selvkørende biler betyder, at der ikke er nogen grund til at eje en bil for at opfylde et transportbehov. I fremtiden vil det handle om at udbyde mobilitet i alle mulige former.

* Pladesmede bliver arbejdsløse i en verden, hvor antikollisionssystemer er lovpligtige. Traditionelle værksteder lukker
.

* Parkeringspladser, der optager plads i vores byer kan bruges til andre ting.


* Børn i dag bliver den sidste generation, der erhverver kørekort.


* Diesel udfases som brændstof efter 2025. 


Selvkørende biler er her allerede

Det er i dag muligt at køre fra København til Aarhus i en Tesla uden at røre rattet – Tesla tør bare ikke slippe teknologien løs. 

Det samme gælder for Audi, der har haft en selvkørende A7 konceptbil på vejene i flere år, og Mercedes E-klasse og BMW 5-serie, der sagtens villle kunne køre selv med den nuværende radar- og kamerabaserede teknologi.

Nu kommer de tyske elbiler

”Vi har set hvordan Tesla kunne tage markedsandele hurtigt, men branchens topchefer forventer, at der kommer andre spillere og nye teknologier snart. De tyske bilproducenter står på spring med markante lanceringer af elbiler i de kommende år og et nyt køretøj med en ny forretningsmodel, måske fra Silicon Valley, ventes at påvirke markedet markant," siger Jacob Lehman, der er revisor med speciale i autobranchen hos KPMG.

"Det stiller den traditionelle bilbranche i nye dilemmaer. Enten skal de være OEM-producenter, altså svejse biler sammen som underleverandører, som laveste led i fødekæden, eller skal de med på vognen og være med til udvikle, supportere og definere biluafhængige systemer og services, der kan leve i hele bilens levetid,” lyder det.

Forhandlerne skal tage det alvorligt

KPMG råder de danske bilforhandlere til at tage udviklingen alvorligt. Biler vil om få år ikke blive købt som i dag, og hvis forhandlerne skal overleve, må de forstå markedets udvikling mod mobilitetsløsninger og tilpasse deres forretningsmodeller.

”Vi ser eksempelvis i dag, hvordan leasings- og udlejningselskaberne har en gylden periode. De er en del af den transition, hvor forbrugerne foretrækker at lease og leje. Andre danske eksempler er fremkomsten af GoMore og driveon.net og i øvrigt et velfungerende offentligt transportsystem,” mener Jacob Lehman.  

Volkswagen I.D. Crozz
Volkswagen I.D. Crozz

Konceptbilen I.D. varsler en folkelig elbil på størrelse med VW Golf. Den kommer i flere karroseriversioner og vil blive prissat som en mellemudstyret Golf diesel. El-teknologien fylder mindre end nuværende drivliner, så kabinen bliver mere rummelig end den nuværende Passat. En 100 pct. selvkørende udgave forventes inden 2025.

Hvad skal biltosserne så gå op i?

Men ro på. Der vil stadig være plads til begejstring for biler uanset hvor du bor, hvor gammel du er, og hvordan dit bilbehov - og -budget ser ud.

Den danske bildesigner og forretningsmand Henrik Fisker bor i Los Angeles og har arbejdet i branchen siden han startede med at designe biler for BMW i 2000.

"Hvis du bor i København, Los Angeles eller Paris, er der ikke nogen snoede veje. Flertallet af dem, der har købt en Tesla, har købt den uden at prøve den først, og der er mange teenagere, som slet ikke vil have kørekort. Det siger dem ingenting. De har tabt det der følelsesmæssige forhold til biler, som vores generation havde. Det var bare om at skaffe en eller anden gammel spand, få nogle fartstriber på og nogle andre hjul, og så ud at køre. Men sådan har de unge det ikke i dag," siger Henrik Fisker til Bil Magasinet.

Så hvad gør vi?

"Det er ligesom med ure. Mit ur er lavet i Schweitz, og der har siddet en mand og brugt tre måneder på at lave det. Et Apple-ur kan meget mere, men der er jo ingen følelser i det. Sådan bliver det med biler i fremtiden. Jeg tror, mange hverdagsbiler bliver eldrevne, men også, at der bliver plads til de specielle håndbyggede biler. Sportsvogne i alle prislag, hvor dem, der vil have den specielle oplevelse, kan få det. Bilfabrikanterne ville på et tidspunkt lave sportsvogne, der passede til alle, og så er de jo ikke længere noget særligt. Det er det samme med ure. Der kom digitalure til alle, men det kan urfirmaerne jo ikke leve af. Jeg tror, der vil ske det samme med bilerne."

2019 Fisker EMotion
2019 Fisker EMotion

Henrik Fiskers kommende elbil får fem døre, fem sæder og et batteri med en rækkevidde på 400 miles (560 km). Her bliver god plads i kabinen på grund af det helt flade gulv. Senere kommer en billigere model, der skal konkurrere mod Tesla Model 3.

© Fisker Inc.

På date i selvkørende Prius

"Tag nu Uber. De har jo de her selvkørende Toyota Prius, og du kommer fra a til b. Men ville du tage en date med ud i en Prius? Aldrig i livet! Så hellere en London Taxi, den har stil. Så selv om vi får selvkørende biler, vil der stadig være efterspørgsel efter en lækker bil. Hvis du ikke har råd, kan du tage den billigste, men der vil altid være folk, der har lyst til at betale for en bil med stil," siger Henrik Fisker.

"jeg vil stadig have lyst til at tage min Aston Martin Vantage V8 med manuelt gear ud på en øde vej, og nyde den. Det vil jeg stadig have lov til.”

Måske er du interesseret i...