2017 Renault Zoe
2017 Renault Zoe

Den reviderede Renault Zoe har en angivet rækkevidde på op mod 300 km, hvis du kører optimalt og temperaturerne ikke er alt for lave.

© Anders Richter

Bilbranchen er utålmodig: Nu er der også tilbud på elbiler

Sixt Biludlejning giver førstehjælp til det ikke-eksisterende salg af elbiler med en Renault Zoe og en ladestander på din adresse for en fast pris inklusive alle udgifter

20. september 2017 af Steen Bachmann

I det første halvår af 2017 blev der solgt færre end 200 elbiler herhjemme, men langt over 100.000 konventionelle biler. 

Kommentar: Nye elbilafgifter vil ikke gøre en hujende fis til forskel

Der kom en lappeløsning på Registreringsafgiftsloven i april for at gøre det mere attraktivt at købe en elbil, men det har ikke hjulpet.

Elbilbranchen er (også) utålmodige, så nu begynder de første slagtilbud at dukke op. 

Monterer ladestander på din adresse

Biludlejningsselskabet Sixt og energiselskabet E.ON har lavet et tilbud, så man kan langtidsleje en elbil til samme pris som en mellemklassebil med diesel- eller benzinmotor. Håbet er at lokke nye brugere til, der godt kunne tænke sig at prøve en elbil, men ikke har mod på at købe eller privatlease én.

Tilbuddet er inklusive en ny Renault Zoe, montering af ladeboks på din adresse og ubegrænset opladning ude og hjemme til en fast månedlig pris.

”Vi vil fjerne barrierer og bekymringer for danskere, der overvejer at anskaffe sig en elbil. Selvom vi har ladeløsningerne og et landsdækkende ladenetværk på plads, så er elbilmarkedet stort set gået i stå. Derfor er der brug for nytænkning for at få genstartet elbilsalget og sætte skub i markedet. Sammen med Sixt tilbyder vi derfor en All Inclusive-pakke,” siger Tore Harritshøj, administrerende direktør i E.ON. 

Han påpeger, at der var færre elbiler indregistreret i Danmark i juni end ved årets start.

2017 Renault Zoe
2017 Renault Zoe

Biludlejningsselskabet Sixt tilbyder både biler med benzin-, diesel- og elmotor. Det nye tilbud på Renault Zoe går på en Life-variant med 41 kWh motor.

”Hos Sixt Biludlejning lejer vi nu elbiler ud i hele Danmark og sammen med E.ON har vi gjort månedsleje af elbilen billigere end en benzinbil. Der er ingen udbetaling, og det er inklusive alt. Vi tror, det bliver en succes, der kan sætte skub i et ellers opbremset elbilmarked. For de fleste kunder er det væsentlige, hvad bilen koster dem om måneden, og at den dækker deres transportbehov fra A-Z,” siger administrerende direktør hos Sixt, Søren Lithander.

2017 Renault Zoe
2017 Renault Zoe

Tilbuddet fra Sixt Biludlejning

• 1 stk. ny Renault Zoe 41 kWh

• Hjemmeladeboks inkl. standard installation

• Ubegrænset opladning ude og hjemme

• Ingen førstegangsydelse

• Rækkevidde op til 300 km

• Gratis ekstrachauffør

• Sommer- og vinterdæk

• Ladekabel til 230V

• Ladekabel til offentlig ladestander

• Maks. 2.100 km/måned

• Vejhjælp

• Service

• Forsikring (selvrisiko 5.000 kr.)

• Udstyr som fartpilot, Navigation, Bluetooth og klimaanlæg

• Ejerafgift

Pris 

Renault Zoe Life: 3.999 kr./mdr.

Renault Zoe Intens: 4.299 kr./mdr.

Måske er du interesseret i...