Aria FXE front white
Aria FXE

Aria FXE: Ny superbil med V8, kompressor og to elmotorer

Aria FXE er en amerikansk fartdjævel, som udover en kæmpe V8´er med kompressor også har to elmotorer

7. december 2017 af Jesper Kruuse-Jensen

Sidste år så vi på Los Angeles Auto Show amerikanske Aria præsentere konceptbilen “Fast Eddy”, der var navngivet efter Ed Taylor, tidligere designchef hos GM og far til Aria-grundlæggeren Charles Taylor. Det var en centermotor-sportsvogn, som dog aldrig kom i produktion.

Aria FXE white
De tre motorer yder tilsammen 1.150 hk

Et år senere er Aria tilbage i Los Angeles med en kraftig videreudvikling af “Fast Eddy”, og den er ikke til at spøge med. Aria FXE er en produktionsklar superbil, som skal bide skeer med Tesla Roadster og de få andre biler, der findes i 1.000 hk+ klassen.

De 1.150 hk og 1.316 Nm, som er den samlede ydelse fra de to elmotorer og den 6,2-liters V8´er, sendes til baghjulene gennem en 7-trins dobbeltkoblings-gearkasse og skyder bæstet fra 0-60 mph (96 km/t) på 3,1 sek. Accelerationen stopper først, når nålen viser 352 km/t.

Aria FXE front white
Moderne 3D-print og kulfiber holder vægten nede

Præstationerne taler sit tydelige sprog: Vi har at gøre med en bil, som kan rive din nakke i stykker og flå kørekortet fra dig på ganske få sekunder, til trods for at topfarten kan synes lav i forhold til de mange kræfter.

Det meste af bilen består af kulfiber og andre letvægtsmaterialer, og de store Pirelli Trofeo R dæk i størrelsen 265/20 foran og 325/21 bag sørger for, at ikke alle kræfter går op i røg.

Aria har endnu ikke oplyst prisen.  

Aria FXE white
Aria har ikke sat pris på bæstet endnu

Måske er du interesseret i...