Fisker EMotion
Fisker EMotion

Ambitiøs dansk elbil med nytænkende løsninger

Danske Henrik Fisker præsenterer nu sit nyeste bud på en elbil, og ambitionsniveauet fejler bestemt ikke noget.

15. juni 2017 af Mathias Brandt

Den nye bil fra Henrik Fiskers eget bilmærke hedder Fisker EMotion. Firmaet oplyser, at den kan køre ca. 640 km på en opladning og have en topfart på 260 km/t.

I USA kommer bilen til at koste omkring 850.000 kroner, hvilket er cirka det samme, som den største Tesla Model S P100D koster i USA.

Utraditionel salgskanal

Fisker kommer ikke til at have nogen fysiske forhandlere, som vi kender det fra stort set alle andre bilmærker. Vil du have fingrene i en Fisker Emotion, skal du gå på nettet. 

Her kan du købe bilen via Fisker’s webshop. Konceptet minder i høj grad om den løsning, Lynk & Co også har lanceret.

Modsat mange af Henrik Fiskers tidligere biler, som er baseret på eksisterende modeller, bliver den nye EMotion bygget fra bunden.

Chassiset består af kulfiber og aluminium for at holde vægten så lav som muligt. Det samme gælder for bilens fælge, som ligeledes har forenet de to materialer. De er udviklet i samarbejde med firmaet Dymac, som er specialister i kulfiberfælge til biler og motorcykler.

De lette hjul skulle forbedre bilens rækkevidde, da det i hvert fald teoretisk set ikke kræver ligeså meget energi at rotere lette hjul.

Midt i fronten har Fisker forsynet Emotion med et LIDAR-system. Systemet bruges til at scanne omgivelserne, så bilen kan køre af sig selv. Vi har tidligere fortalt om systemet, som også bliver brugt i den nye Faraday Future. 

Fisker Emotion er stadig et koncept, men bilen ventes at komme på markedet i 2019.

Måske er du interesseret i...