2017 Volvo V90 Cross Country D5 AWD aut.
2017 Volvo V90 Cross Country D5 AWD aut.

Nye Volvo'er registrerer og reagerer på alt, hvad der foregår bag, ved siden af og foran bilen. Her er det V90 Cross Country.

© Lars Ardarve

7 spørgsmål til Volvo om, hvad i alverden vi skal med al den elektronik

Hvordan vil din næste bil få dig mere sikkert frem? Det forklarer ingeniør Jan Ivarsson her Bil Magasinet

3. maj 2017 af Steen Bachmann


Jan Ivarsson, Senior Technical Advisor Safety ved Volvo Car Group, har arbejdet med sikkerhed for Volvo i 30 år. Han er en af fædrene til den såkaldte 0-vision – at der ikke skal være nogen, der omkommer i trafikken i en Volvo fra 2020.

Bil Magasinet møder ham for at få forklaret, hvor langt Volvo er kommet med sikkerhed, og hvad de arbejder med i Göteborg lige nu.

1. Kig aldrig væk fra vejen

Danmark er der sket en stigning i meget alvorlige kollisioner, hvor to biler kører direkte ind i hinanden på landevejen, fordi en af førerne betjener en smartphone i stedet for at køre bil. Hvorfor monterer I ikke en transponder, der gør det umuligt at bruge mobiltelefon og køre bil samtidig?

“Det diskuterer vi ofte i branchen. Hos Volvo gør vi det, at du kobler dig op til bilen via Bluetooth, og så kan du tale i telefon, søge i kontakter og få læst emails og beskeder op uden at flytte øjnene fra vejbanen. Man skal under ingen omstændigheder læse eller skrive sms’er i bilen, før vi er klar med den 100 procent selvkørende bil. 

Det er desværre en trend blandt unge bilister, at man godt kan kigge væk fra vejbanen i ét sekund, men det kan man ikke. Det kan gå meget stærkt. Vi må erkende, at det kan tage tid at indføre ny teknologi. Da vi indførte sikkerhedsselen for næsten 60 år siden, tog det jo en generation eller mere før de fleste begyndte at bruge den og anerkende dens værdi.”

Jan Ivarsson og Volvo V90 Cross Country D5 AWD
Jan Ivarsson og Volvo V90 Cross Country D5 AWD © S. Bachmann

2. Har egen havarikommision

I har et tæt samarbejde med den svenske havarikommision?

“Vi har vores egen havarikommision, og arbejder tæt sammen med et stort svensk forsikringsselskab, Volvia If. Når der sker en ulykke, hvor en Volvo er involveret, starter vi en procedure. Vi taler med de involverede i ulykken. Hvem sad bag rattet? Hvordan var vejrforholdene? Var det en fører, der er vant til at køre denne rute? Var føreren optaget af noget, der kunne distrahere ham eller hende? 

Vi studerer og analyserer bilerne i ulykken for at kortlægge deres stand. Hvis der er personskade, beder vi om at få indsigt i personernes patientjournaler. Desuden har vi en sort boks i alle Volvoer, der registrerer, hvad der sker lige før, under og efter en ulykke. Vi kan se positioner for rat og pedaler, og hvilke af bilens sikkerhedssystemer der har været aktive. Alt det gør vi for at prøve at forstå, hvordan ulykken er sket, så vi kan undgå den i den kommende generation af Volvoer.”

2002 Volvo XC 90
2002 Volvo XC 90

3. Opfandt selestrammer

Kan du give et eksempel?

“Vores XC90 fra 2002 har vist sig at være en utrolig sikker bil i den virkelige trafik, faktisk kun med én enkelt undtagelse. Der viste sig et mønster med mange skader på bil og personer i ulykker, hvor bilen er kørt af vejen og har ramt et træ, en sten eller en pæl, eller er rullet rundt. Problemet var typisk, at føreren ikke sad korrekt foran rattet, men lidt på skrå. Her fungerer sikkerhedsselen ikke korrekt, og du rammer ikke førerairbaggen optimalt. Det kan give alvorlige skader på brystkasse og nakke. 

Vi gjorde det, at vi i første omgang indførte elektriske selestrammere. De strammer selen meget hårdt om personen, når bilen registrerer en udskridning. Dermed sidder man symmetrisk og korrekt i forhold til at blive beskyttet af bilen, hvis ulykken sker. 

I den nye Volvo 90-serie har vi også et virtuelt stakit, som vi kalder det. Hvis bilen fornemmer, at du uden anledning er ved at sejle ud over en vejstribe, styrer den aktivt tilbage på vejen igen ved at bremse det inderste hjulpar. Hvis du alligevel forlader vejen, vil bilen aktivt styre tilbage og bremse, for så vidt som muligt at undgå at rulle rundt. Det er et typisk eksempel på, hvordan ny teknologi kan indføres i vores biler som et resultat af studier af virkelige ulykker.”

2017 Volvo XC 90
2017 Volvo XC 90

4. Anti-rulle-assistent

Hvad laver I lige nu?

“I dag arbejder vi med om­råder som biomekanik, hvor vi studerer kroppens belastninger, og hvad der sker med kroppen under ekstreme påvirkninger. Vi studerer adfærdspsykologi, hvor vi undersøger, hvordan et menneske reagerer i en kritisk situation. Vi vil hjælpe føreren med at styre eller bremse før en farlig situation, så bil og fører i samspil kan undgå en ulykke. Med SUV’en XC90 fra 2014 gjorde vi noget ved en type ulykker, som man hidtil havde anset for umuligt at gardere sig imod, nemlig ulykker, hvor bilen ruller rundt. Hvis du kører af vejen, hjælper XC90 med at holde bilen på alle fire hjul, uanset hvor du havner.”


5. Biler taler sammen i skyen

Hvad er tidshorisonten for nye sikkerhedsfunktioner i en Volvo?

“Der kommer nye funktioner hvert år. Det næste, der kommer, er hazard warning, hvor Volvoer er forbundne i en datasky og derigennem advarer hinanden om farlige vejforhold som sort is eller en ulykke forude. Det har vi arbejdet med at udvikle i et år, og det kommer i Volvo 90-serien nu og i andre modeller senere på året.”

2017 Volvo XC 60
2017 Volvo XC 60

6. Hvad skal vi med cloud-teknologi?

Hvilket potentiale er der i cloud-teknologien, hvor bilerne er forbundne?

“Jeg tror, at den information, man kan få ved at kommunikere med andre biler, vil føre til større og større mængder af data i bilerne. Det er en hurtig måde at sprede vigtig viden og information til andre biler. Det kan være information om vejarbejde eller en pludselig opstået situation med kraftig opbremsning forude. Sådan en information vil føreren gerne have, og det er vores opgave af indsamle og sortere data, så føreren får den rette information. Og endelig ikke for meget af den, kun dét, der er relevant for den aktuelle rute. Det hele sker for at mindske risikoen for ulykker.”

2017 Volvo S90
2017 Volvo S90 © Søren Juul

7. Sikkerhed betyder alt

Hvilken betydning har sikkerhed for Volvo som brand?

“Sikkerhed er en af grundpillerne i vores brand. Vore kunder forbinder Volvo med sikkerhed, så det har meget stor betydning for os.”

Måske er du interesseret i...