625 hk i Corvette Z06 Convertible

Med 6,2-liters V8 med direkte indsprøjtning og kompressor bliver Z06 den hurtigste Corvette nogensinde

9. maj 2014 af Bil Magasinet

Chevrolet Corvette har næsten altid været kendt som en af Amerikas absolut mest sportslige biler. Men aldrig har den åbne udgave haft så mange kræfter, som den får, når den hårdkogte Z06 Cabriolet kommer på gaden i begyndelsen af 2015. Med voldsomme 625 hk og endnu vildere 861 Nm drejningsmoment fra en 6,2-liters V8-motor bliver den kommende variant lynhurtig.

At den ikke har fået de mange kræfter tidligere skyldes, at det ikke har kunnet lade sig gøre pga. det manglende tag, som har gjort konstruktionen for blød. Det problem har den seneste generation af Z06 dog ikke. En ny konstruktion i aluminium sikrer nemlig, at den åbne bil er hele 20 pct. stivere, end den lukkede udgave af forgængeren var. Muskelbilen fås med 8-trins automatgearkasse og med en 7-trins manuel gearkasse. Trods Chevrolet’s snarlige tilbagetrækning fra det europæiske marked vil Corvette fortsat blive solgt i Europa.

Måske er du interesseret i...