Se Bil Magasinets stemmer til Årets Bil i Danmark 2018

Bil Magasinet havde fire af redaktionens medlemmer med i juryen ved kåringen af finalefeltet til Årets Bil i Danmark 2018. Se hvordan vi stemte her.

12. oktober 2017

Bil Magasinet ved kåringen af finalefeltet til Årets Bil i Danmark: (f.v.) Redaktionschef Anders Richter, motorjournalist Søren Juul og chefredaktør Mikkel Thomsager og motorjournalist Frederik T. Frey.

© Bil Magasinet

4 motorjournalister fra Bil Magasinet var med, da 23 motorjournalister fra hele Danmark onsdag nominerede 6 biler til Årets Bil i Danmark 2018. De seks biler, som egentlig kun skulle være fem, blev kåret blandt 29 kandidater

Det blev nødvendigt med seks biler i finale, fordi der var stemmelighed blandt de to, der fik færrest stemmer.

Selve stemmefordelingen er ikke oplyst, da den ikke skal påvirke den endelige afstemning, men herunder kan du se, hvordan Bil Magasinets fire jury-medlemmer stemte.

Den endelige vinder kåres den 30. november.

Seat Arona er en af de seks biler der er nomineret til Årets Bil i Danmark 2018.

© Bil Magasinet

Motorjournalist Søren Juul

  • Honda Civic
  • Seat Arona
  • Suzuki Ignis
  • VW Polo
  • Volvo XC60

    Jeg er ikke udpræget fan af tidens højbenede crossover/suv-trend, så jeg følte mig en smule rådvild, da jeg skulle udvælge fem favoritter i årets felt, der er voldsomt domineret af biltypen. Det blev til følgende biler: 

    Aparte udseende eller ej - Honda Civic er en fremragende familiebil, der byder på klassisk køreglæde med inspirerende  køreegenskaber og præcis mekanik uanset om du kører i en basisvariant med tre cylindre eller den vilde Type R med 320 hk.

    Seat Arona føles modsat de andre små crossovers i sin klasse som en krympet SUV frem for en minibil sat på stylter - og så kører den lige en tand bedre end Ibiza, som den deler teknik med. 

    Suzuki Ignis er en billig blikdåse, men den har noget så sjældent som karakter. Samtidig giver den følelsen af at man kører enormt stærkt, når man wrestler den smalle, højbenede fætter gennem et sving med moderat hastighed. Det giver den masser af charme.  

    Efter at have kørt VW Polo, Seat Ibiza og Ford Fiesta side om side, må jeg konstatere at den første føles en tand mere eksklusiv end de to andre og giver bedst værdi for pengene med masser af udstyr, fine motorer og fornem støjisolering. Samtidig kører den yderst behageligt. 

    Endelig valgte jeg at nominere Volvo XC60, der godt nok ikke helt kan hamle op med Audi Q5 målt på raffinement eller Alfa Romeo Stelvio målt på dynamik, men den samlede pakke med et superfedt, skandinavisk design, komfortable køreegenskaber og en sublim kabine gør, at er dén, som jeg helst selv ville eje i den klasse.  

Ford Fiesta er en af de seks biler der er nomineret til Årets Bil i Danmark 2018.

© Bil Magasinet

Redaktionschef Anders Richter

  • Honda Civic
  • Kia Niro
  • Seat Arona
  • VW Polo
  • Volvo XC60

Jeg har i forvejen kørt Honda Civic nogle gange, men havde alligevel glemt, hvor velkørende den faktisk er. Jo, der er et par detaljer i kabinen, jeg godt kunne tænke mig at lave om, men det ændrer dog ikke på, at Civic ser godt ud, er praktisk, velkørende og priserne er skarpe. 

Kia Niro er med i mit vinderfelt, fordi den tilbyder plugin-hybridteknologi til en pris og pakket ind i et design, hvor rigtig mange danskere kan og har lyst til at være med. Den kører komfortabelt, og har du et kørselsbehov i byen, hvor du kan få gavn af batteriet, så er den perfekt. 

Ingen er i tvivl om, at Seat Arona er en yderst vellykket bil, når det kommer til designet, men resten af bilen fungerer også overraskende godt. Den kører godt, den 1-liters turbomotor er meget vellykket, og priserne er rigtig gode.  

Tyske VW deltager selvfølgelig også med et par nye modeller, og VW Polo er på min liste over de fem finalebiler. Mest fordi den er så gennemarbejdet og vellykket. Kabinen er især blevet rigtig fin, og der er masser af blød plast og udstyr. Den kører forudsigeligt, og overrasker egentlig ikke på nogen punkter. Den gør det bare godt over det hele. 

Hvis jeg skulle køre Autobahn hele dagen, ville jeg snuppe en Audi Q5, men hvis jeg bare skal pludre rundt i det danske land, så er Volvo XC60 svær at komme udenom. Designet både inde og ude er superlækkert. Sikkerheden er helt i top, og det samme kan siges om komforten. 

VW Polo er en af de seks biler der er nomineret til Årets Bil i Danmark 2018.

© Bil Magasinet

Motorjournalist Frederik T. Frey

  • Ford Fiesta
  • Honda Civic
  • Kia Niro
  • Peugeot 5008
  • Suzuki Ignis

    Årets Bil i Danmark er altid en svær størrelse, for der er ingen direkte kriterier for, hvad "en Årets Bil" er eller skal være. Derfor går jeg altid til opgaven med mavefornemmelse som ét af parametrene.

    Ford Fiesta er placeret i en stærk klasse, hvor bl.a. også VW Polo, Suzuki Swift og Seat Ibiza huserer – jeg besluttede kun at nominerer én fra denne klasse til finalen – Fiesta kører mest dynamisk, derfor fik den min stemme.

    Det er lidt samme historie med Honda Civic – den er dynamisk i sin klasse. Men jeg skæver også til det faktum, at Honda har gjort utroligt meget sikkerhedsudstyr standard i Civic.

    Jeg nominerede sidste år Hyundai Ioniq, der dog ikke gik videre til finalen men i stedet fik en ærespris. Jeg kan lide dens søsterbil, Kia Niro, af de samme årsager. Vellykket hybridbil – særligt i plug in-varianten.

    Peugeot 5008 får min stemme, da den gør op med det faktum, at en SUV (der dog i dette tilfælde minder om en høj MPV) ikke behøver køre slasket, for det gør 5008 ikke. Den kører strålende...også "bare" med forhjulstræk og manuelt gear.

    Klassen for mikrobiler er i mine øjne lidt kedelig og prisstyret i DK. Suzuki Ignis tilfører lidt funky smag, samtidig med at den faktisk kører fint og også kan udstyres med en masse sikkerhedssystemer.

Honda Civic er en af de seks biler der er nomineret til Årets Bil i Danmark 2018.

© Bil Magasinet

Chefredaktør Mikkel Thomsager

  • Ford Fiesta
  • Honda Civic
  • Kia Niro
  • Seat Arona
  • VW Polo

Jeg var ikke så meget i tvivl. 
Ford Fiesta bevare køreglæde i minibiklassen med fin præcist styretøj og god dynamik. 

VW Polo flytter atter minibilbegrebet med en komfortabel rummelig og avanceret minibil

Honda Civic flytter ikke begrebet, men er lige som Ford Fiesta i minibilklassen, en bil der bringer kæreglæden tilbage i mellemklassen.

Seat Arona er en af mange nye mini-SUV'er, men efter min mening klart den, der gør det bedste med en kombi af rummelighed, fin teknik og god komfort

Jeg er ikke fan af traditionelle hybridbiler, men Kia Niro fås nu som opladningshybrid, og det er en fremragende løsning. Den kører op til 45 km på strøm, hvorefter benzin-motoren tager over. Systemet fungerer fremragende, og Niro er bede stilfærdig, komfortabel og lækker i kabinen.


Måske er du interesseret i...