Bil Magasinet kører Rolls-Royce Corniche

Vi har testet den smukke Rolls-Royce Corniche fra 1971, og for at komme i den rette stemning medbragte vi både cardigan og flødekarameller

21. januar 2015 af Frederik Thorstensen Frey

Behøver man virkelig at opføre sig en gammel mand med cardigan og flødkarameller, når man kører en Rolls-Royce som denne Corniche? Nej, overhovedet ikke, men for at komme i den helt rette stemning, medbragte Bil Magasinets alligevel lidt rekvisitter til mødet med den gamle dame.

Den bordeaux Rolls-Royce så dagens lys i 1971, hvilket er præcist det år, hvor Rolls-Royce introducerede Corniche. Under motorhjelmen ligger en 6,75-liters V8-motor med noget, der ligner 225 hestekræfter. Bag det tynde trærat er sorte og bløde lædersæder, som ulig mange andre biler fra samme periode tilbyder støtte helt op ad ryggen, og nakken har også sin egen læderstøtte. Udsigten til kølerfiguren, ”Spirit Of Ecstasy”, er uforstyrret og lineær nedad den flade motorhjelm. Man er dog undskyldt, hvis man ikke ser den smukke kvinde på bilens front helt skarpt - hun står så langt væk for enden af bilens lange front, at jeg straks overvejer, om jeg skal besøge en optiker.

Da de store hjul begynder at rulle, læner den britiske kæmpe sig tilbage. Affjedringen er ufattelig blød, og det samme er sædets affjedring. I nogle sjældne situationer er bilens og sædets stødabsorberende foranstaltninger ikke helt enige, om de skal fjedre op eller ned, og man bliver som fører kastet ud i en meget vuggende oplevelse, der kan taget flere sekunder, før de modarbejdende bevægelser falder til ro.

Hele atmosfæren ved at køre Cornichen sætter sig på hjernen og skaber tanker om storslåethed og højtsvævende forhold, som i realiteten måske ikke står helt mål med virkeligheden. Og måske lige netop derfor er det vigtigt at være i det rette sind, når man skal køre Rolls-Royce - så ja, Bil Magasinet anbefaler, at du bare læner dig tilbage, nyder turen og snupper en karamel eller to i bedste morfar-stil.

Måske er du interesseret i...