© Dan B. Geary

Læserne skriver: Kør efter passet

Læser kørte efter de pas og køreoplevelser, Bil Magasinet har anbefalet. Læs den uforkortede og stærkt underholdende historie

16. maj 2012 af Bil Magasinet

Læserbrev fra Bil Magasinet 249, original version:

Det er efterhånden længe siden, at du var hjælpsom med at komme med forslag til gode ruteforslag til flotte køreture i alperne. Jeg blev forleden mindet om min tur i alperne (forklaring følger nedenfor) og om, at jeg vist skyldte dig et tilbagemelding og et alpebillede.

Efter ugevis af planlægning af, hvordan vi kunne klemme flest og bedst mulige alperuter ind i vores sommerferieprogram, faldt valget på Namlos og Hahntennjoch på vej sydover til Italien, og Stelvio på vej hjem.

Efter en uges tid i Sydtyskland og Østrig fandt vi det lille Namlos-pas. Det krævede dog et par dages kørsel i ”ring” mellem eventyrslottet Neuschwannstein, Garmisch-Partenkirchen, Innsbruch og så passet, for at vi kunne få det hele til at gå op. Men selve passet - det var klasse. De bølgende østrigske dale badet i den nedadgående aftensol blev nu afløst af små bjergveje med bløde kurver og sving i omgivelser af små vandfald opstået tilfældigt af smeltende sne på bjergtinderne.

Det var det første pas, som vi nåede på vores tur, og efter en uge på Autobahn , hvor den indre Thorkild Thyrring var blevet undertrykt af de lange lige stræk, fik bilen lige lovligt meget gas. To voksne og to børn i autostol, samt oppakning til 6 ugers ferie, det hele stuvet sammen i en stationcar. Godt nok en nogenlunde velkørende en af slagsen (Peugeot 406 TS6, 210 HK V6’er på 225/45R17), men alligevel…

Efter en halv times afstraffelse af den aldrende fransmænd var humøret på forsædet, men det modsatte var desværre tilfældet på bagsædet. Den ellers meget snakkende 3-årige sønnike var blevet mere og mere stille, og pludselig kom det så. En dagsportion ufordøjet småbarnskost spredt udover bagsæde, autostol og 1 stk. 3-årig purk. Det positive var, at det førte til et ufrivilligt pitstop på de flotte skråninger i Namlos, hvor vi kunne nyde udsigten mens vi nødtørftigt rensede bil, udstyr og dreng.

Og her er vi så fremme ved det, der fik mig til at komme til at tænke på køreturen i Alperne: Fruen har netop presset mig til at smide gamle bilblade ud. Dette gjorde jeg naturligvis, men ikke uden at genlæse alle gode artikler. I BM207 (december 2008) fandt jeg over den fine artikel af Steen (og Elise) Bachmann, Køresyge. Den handler om Elise og Elise, hvor lidenskabelig alpekørsel hos far gav køresyge hos datter, som gav opkast udover Colin Chapmans fine roadster. I kan hilse Hr. Bachmann og sige, at jeg ved, hvordan det føles bagefter dette (desværre ved jeg ikke hvordan han havde det på turen i en Elise, men det kommer måske en dag).

Efter denne respektindgydende tur i Namlos fandt vi det nærliggende Hahntennjoch, som kort inden var blevet åbnet for sæsonen. Det var også en rigtig fed oplevelse. Mere råt og brutalt end Namlos, langt højere oppe, oppe over trægrænsen, med sne på tinderne og konstante, skarpe sving. Det lagde op til mere aggressiv kørsel, hårde nedbremsninger og 90-grader sving. Mørket havde sænket sig, og vi kørte helt alene gennem passet, da vi pludselig havde en bil helt oppe bagi.

Jeg kunne høre en dyb rumlen og fornemmede en sportsvogn, men kunne ikke se meget, fordi det var mørkt og den lå så tæt på. Imens jeg febrilsk var ved at rulle vinduet ned for at nyde motorlyden skød den forbi os med en skræmmende hastighed - jeg kunne se, at det var en sortmetallic Audi R8 Spyder. Så fik vi da set sådan en. Og dog, for vi nåede knap at nyde synet, før den var væk bag det næste sving. Jeg trådte naivt på speederen og rundede panisk det næste sving, men R8’eren var allerede væk bag det næste sving. En håbløs kamp som var tabt før den rigtigt begyndte. Motoren brølede og gik klart igennem i den ellers stille aften i bjergene. Vi så ikke R8’eren mere den aften, men kunne høre den i noget tid bagefter…

Efter Hahntennjoch gik turen sydpå. Canazei-passet faldt lidt for meget uden for vores rute. Men måske en anden gang, hvis det er turen værd? Zocca ved Modena kunne desværre heller ikke klemmes ind. Jeg ved det - 6 ugers bilferie sydpå for en biltosset mand, og så kommer man ikke forbi Modena?! Der er ingen gode forklaringer, måske udover at sådan noget ikke skal gøres med kone og småbørn.

© Dan B. Geary

Efter 4½ uge i Italien skulle vi tilbage til regnvejr, flade, lige veje og 180 procents registreringsafgift - kort sagt Danmark. Vi var ved Como-søen i det Nordlige Italien og via en lille omvej på en dags tids ad små langeveje og bjergveje fik vi klemt Stelvio-passet ind i ruteplanen. Aldrig har jeg kørt så lang en omvej for at komme til.…en vej! Men det var det hele værd. Det er fascinerende at læse om de mange hårnålesving og se billeder af vejen der snor sig ned ad bjergskråningen, men det er intet at regne i forhold til at køre der selv. Det var en uovertruffen tur. Efter en møjsommelig klatring op til toppen holdt vi pitstop sammen med alle de andre (motorcyklister, bilister og cyklister) der var valfartet til dette, det måske største pas i Alperne. Vi fik den klassiske overstegte bratwurst i et tørt brød med mystisk stegt kål på toppen. En uhyrlig portion mad til en endnu mere uhyrlig pris. Alle andre steder end i Stelvio-passet, i knap 3.000 meters højde og med udsigten til sneklædte Alper og hårnålesving, havde det været forrykt, men her var det bare helt rigtigt.

Efter Stelvio gik turen hjem, dog via Stuttgart, hvor jeg naturligvis pressede familien igennem både Porsche-museet (jeg er en af dem, der siden jeg var en lille dreng har drømt om en Porsche 959, og her så én for første gang) og det intet mindre end fantastiske Mercedes-museum.

Kort efter hjemturen måtte min kære bil lade livet som totalskadet, med 281.000 km på klokken, og i sit livs bedste alder at dømme efter turene i Alperne (nu kører jeg i øvrigt BMW 320d - måske det bedste styretøj i en almindelig personbil? Men diesel det er nu engang noget, der er skabt til busser og ikke biler…

Billeder fra Namlos og Stelvio er vedhæftet. De matcher ikke helt dem I trykker i bladene, men I kan da se, at vi har været der!

Med venlig hilsen

Dan B. Geary

Måske er du interesseret i...