© bilmagasinet.dk

Elbil på forsiden af Bil Magasinet

Redaktionen er begejstret for den nye Tesla Model S

17. april 2013 af Bil Magasinet

Bil Magasinet er udkommet 259 gange siden oktober 1991 med en benzin- eller dieselbil på forsiden. Vi skulle helt frem til magasinets 22. årgang og blad nummer 260, før der kom en elbil, der er interessant og køreglad nok til at skubbe aktuelle og benzindrevne nyheder som Opel Adam, Peugeot 208 GTI og Renault Clio R.S. ned på sekundære placeringer.

© bilmagasinet.dk

”Det er første gang vi har en elbil på forsiden. Årsagen er, at Tesla Model S er en skelsættende bil, som kan være med til at flytte elbil-begrebet fra obskur fanatisme til ønsværdig brugbarhed. Vi har været begejstrede for Model S, som også designmæssigt flytter elbilen fra kuriøsitet til elegantier,” fastslår Mikkel Thomsager, chefredaktør for Bil Magasinet.

Tesla Model S er drevet af et batteri og kører på el. Det er hverken en hybrid- eller plugin hybrid - det er en 100 pct. eldrevet bil. En særdeles fornuftig pris fra 563.000 kr., gode køreegenskaber, en rækkevidde på op til 500 km og et helstøbt design giver i kombination den fornemme placering på forsiden af det største danske månedsmagasin for bilentusiaster.

På grund af afgiftsfritagelsen for elbiler, der foreløbig er i kraft til 2015, kan Tesla'en indregistreres på danske plader som almindelig personbil uden registreringsafgift. Der skal heller ikke betales årlige ejerafgifter som på en almindelig bil (dog er der både moms og statsafgift på elektricitet), og modellen er ifølge Tesla billigere at vedligeholde og servicere end en tilsvarende bil med traditionel forbrændingsmotor.

Hurtig som BMW M5
Sammenlignet med en BMW 520i vil Tesla'en ifølge den danske importør koste cirka halvdelen at holde kørende ved 30.000 km/år. Prisen for de rene driftomkostninger (forbrug, forsikring, afgifter og service) er under 1,00 kr. pr. km for Tesla Model S (19.650 kr.) og over det dobbelte for BMW'en (46.891 kr.).

En anden fordel ved elmotoren er dens kraftoverskud. I Performance-udgaven (751.000 kr.) kører Model S 0-100 km/t på 4,6 sek., hvilket svarer til en BMW M5 (1.986.700 kr.). Ved 30.000 km/år udgør driftomkostningerne for en BMW M5 73.801 kr., eller over tre gange så meget som en Model S Performance, der har samme driftomkostninger som den almindelige Model S (19.650 kr.).

Baggrund for tallene

  Tesla Model S  BMW 520i BMW M5
Pris 563.000 kr. 599.000 kr. 1.986.700 kr.
Forbrug 30.000 km* 5.100 kr. 25.590 kr. 35.882 kr.
Service** 4.750 kr. 2.626 kr. 4.899 kr.
Forsikring *** 9.800 kr. 15.915 kr. 27.000 kr.
Årlige ejerafgifter 0 kr. 2.760 kr. 6.020 kr.
Drift ialt 19.650 kr. 46.891 kr. 73.801 kr.

*Forbrug: Tesla 5,6 km/kWh ved strøm købt gennem elbil-operatør, BMW ved benzinpris på 12,20 kr./liter
** Service ved brug af billigste officielle serviceaftale
***Forsikringspriser fra IF. M5 individuelt vurderet.

"Vi undrer os lidt over sammenligningen med netop BMW 520i. Den kører 14,7 km/l, hvorimod en 520d kører 20,8 km/l (EfficientDynamics-udgaven endda 22,2 km/l) - dette har naturligvis en stor indflydelse på driftsomkostningerne. Vores nuværende afgiftssystem er desværre ikke bæredygtigt, idet det kun baserer sig på værdien af bilen og ikke på forbrug og CO2-udledning. Det resulterer i en stor difference i priserne på elbiler og konventionelle biler," siger pressecehf Mette Lolhom fra BMW Danmark.

Better Place tilbyder strøm til Tesla'en
Hvor skal strømmen til Tesla'en komme fra? Elbil-formidleren Better Place hænger i bremsen hvad angår afsætning af elbilen Renault Fluence med udskifteligt batteri, der slet ikke har fået den udbredelse, der er nødvendig for at gøre de enorme investeringer i batteriskiftestationer rentable. Better Place udvider derfor forretningen til også at omfatte strøm til andre elbiler som Tesla Model S.

Better Place-medlemskabet til Model S er opdelt i forskellige kilometer-pakker og inkluderer blandt andet privat ladestander, samt ubegrænset adgang til Danmarks største netværk af offentlige ladestandere med mere end 700 ladesteder i hele Danmark. Med aftalen følger også kundeservice døgnet rundt og vished om sikker opladning, der ikke belaster husstandens øvrige installationer.

”Tesla Model S vil åbne mange danskeres øjne for elbilerne. Det danske elbilmarked har brug for et større, bredere udbud af elbilmodeller - her appellerer Model S til helt nye målgrupper og behov. Better Place tilbyder opladning og infrastruktur til alle moderne elbiler og vi glæder os til at byde danske Model S-ejere velkomne i vores netværk,” siger adm. direktør for Better Place, Johnny Hansen.

Bil Magasinet nr. 260 udkommer 18. april 2013 til 54,95. kr.

Mere

Måske er du interesseret i...