Da konceptbilen Bugatti 16C Galibier blev præsenteret tilbage i 2009, var det de færreste, som regnede med at se den store firesæders vogn blive sat i produktion. Men sidste år fik modellen grønt lys, og det blev forventet, at første gadeversion skulle have plader på i 2012 eller 2013.
Nu tyder det på, at Galibier kommer på gaden engang i 2015.
Wolfgang Dürheimer fra Bugatti fortæller til magasinet Car and Driver, at bilen bliver "hurtige end samtlige konkurrenter på markedet". Han hentyder selvfølgelig til biler som Porsche Panamera og Maserati Quattroporte, der også både har power under hjelmen og plads til hele familien.
Motoren får "over 1.000 hk", fortæller Dürheimer, men Car and Driver gisner om 1.400 hk og ingen former for hybrid-teknologi. Tophastigheden vurderes til lige i underkanten af 400 km/t. Det er vel også fornuftigt med fire personer i kabinen...