Jørgen Strøjer fra bl.a. Strøjer Samlingen stillede selv op til start i 1947-klassen i en Alfa Romeo Monza 8c 2600. Når man ved, hvilken kvalitet og meget høje niveau, som Strøjers biler har, så nænner man næsten ikke at skrive replika, da det kan lede tankerne i retning af en billig kopi, hvilket det så langt fra er.
Det er en replika, der er lavet i blot to eksemplarer uden at tænke på omkostningerne overhovedet. Alene motoren er en bekostelig affære, hvor man ikke skal regne med at have noget tilbage, hvis man finder en million kroner frem.
Strøjer mener, at raceren blot vejer omkring 800 kg (originalen angives til 920 kg). Raceren er udstyret med en 8-cylindret motor på 2600 ccm, der yder 195 hk og ifølge Jørgen Strøjer kan køre omkring 200 km/t.
Det var tydeligt at se, at Strøjer nød at give raceren fuld gas ned ad langsiden til Copenhagen Historic Grand Prix - men, dog alene med optimal mulighed for at anvende de tre første af racerens fire gear.
Læs kommentarer