Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Audi univers.
Rent visuelt er der faktisk ikke sket meget med den opdaterede udgave af Audis supersportsvogn R8. Den har fået nogle nye farver (who cares), og nye LED lygter, som Audi især med deres Le Mans racer R18, har satset hårdt på at gøre til deres egen teknologi.
Men den klart vigtigste nyhed ved opdateringen er dog, at det er lykkedes Audi/VW, at få deres geniale 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse til at holde til de massive krafter fra R8's V8'er og V10'er. Så hvis du havde problemer med at komme over lyskrydset først i din gamle R8, så er løsningen på alle dine problemer klar til levering fra slutningen af 2012.
Hurtigste variant bliver R8 V10 plus, der har en let tunet udgave af den fantastiske V10'er, som også kendes fra bl.a. Lamborghini Gallardo. Slagvolumen lyder på 5,2 liter, og det resulterer i 550 hk ved 8.000 o/min og 540 Nm ved 6.500 o/min.
Med dobbeltkobling ekspederes 0-100 km/t på 3,5 sekunder - 0,3 sekunder hurtigere end den manuelle gearkasse. Holder du på, fortsætter R8 V10 plus til 317 km/t. Men det er ikke kun i lyskrydset, at den nye gearkasse gavner. CO2-udslippet er sænket med 22 gram/km.
Den nye gearkasse er en hel ny konstruktion og under 60 cm lang. De to koblinger, som styrer hver deres gearkasse, ligger bag hinanden, i stedet for ved siden af hinanden. Konceptet med to koblinger, som altid kan have et nyt gear klart, gør at skiftetiden er på få hundrededele af et sekund, men samtidig langt blødere end en traditionel automatgearkasse.
Prisen for det tyske vidunder er ca. 1.300.000 kroner, men uden afgift.

Skrevet 25. jul 2012 af Andreas Hedegaard.
Foto: bilmagasinet.dk
