Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Renault univers.
Med knap 12 millioner eksemplarer solgt i 115 lande over hele verden og en historik, der rækker 22 år tilbage, er Renault Clio et ikon for Renault. Nu kommer fjerde generation, i første omgang som hatchback og i foråret 2013 som stationcar.
Den nye Clio introducerer en ny designfilosofi og Renaults første 3-cylindrede benzinmotor.
Chefdesigner Laurens van den Ackers har skruet op for de sexede linjer med et coupé-agtigt udtryk, selv om den nye Clio i første omgang kun fås med fem døre. Udtrykket opnås blandt andet ved at skjule dørhåndtagene til bagdørenes ruder.
I forhold til den nuværende Clio er den nye bredere og lavere, og op til 100 kg lettere.
Den nye 3-cylindrede benzinmotor med turbo er på blot 899 cm3, men yder 90 hk med et maksimalt moment på 135 Nm, og klarer 23,25 km/l.
Rekord-motoren er dog Renaults kendte, lille diesel på 90 hk. I den nye Clio er den helt oppe på 31,3 km/l, svarende til et CO2 udslip på 83 gram.
Blandt de tekniske nyskabelser er en ny EDC gearkasse (sekventielt gear), hillstart assist og aut. stop start teknologi. Nøglefri start er standard, og det er muligt at tilkøbe bakkamera og meget andet.
Nyt er også Renualts R-Link system, som får premiere i den nye Clio. R Link er en syv tommer kommando-central i form af en stor skærm placeret lige til højre for føreren. Her styres alle bilens funktioner, som klimaanlæg, radio, navigation og mere. Er man online, kan den desuden bruges som en tablet med alle de muligheder internettet giver.
Den nye Renault Clio introduceres i Danmark i midten af november. Priser er endnu ikke tilgængelige.

Skrevet 6. jul 2012 af Mikkel Thomsager.
Foto: bilmagasinet.dk
