Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Audi univers.
Audi benyttede 24-timers løbet i Le Mans til at præsentere en S-udgave af SUV'en Q5. Audi SQ5 3,0 TDI har 3-liters turbodieselmotor med to turboladere og 313 hk. Momentet er 650 Nm ved 1.450-2.800 o/min, og bilen forventes på markedet i begyndelsen af 2013.
TDI-motoren på 2967 cm3 er konstrueret som biturbo, hvor et spjæld forbinder de to turboladere, som aktiveres efter hinanden. Topstykkernes køling, indsugningsknastakslernes ventiltider og slaglængder, stemplerne, deres sprøjteoliekøling og stempelpindene er konstrueret specielt til denne motor. Common rail-systemet opbygger et tryk på op til 2000 bar og sprøjter op til otte delmængder ind i cylindrene pr. arbejdstakt.
Lyden fra biturbomotoren tilpasses via en sound-aktuator i udstødningssystemet, en højttaler i et lille siderør i udstødningssystemet.
Audi SQ5 TDI klarer 0-100 km/t på 5,1 sek., og tophastigheden ligger på 250 km/h. Forbruget er angivet til 13,9 km/l ved blandet kørsel - et tal, som opnås via blandt andet avanceret termostyring, start/stop-systemet og intelligent regulering af oliepumpen. Transmissionen er 8-trins tiptronic og det permanente firehjulstræk quattro med torque vectoring.
Styretøjet i Audi SQ5 TDI er elektromekanisk, ogs portsundervognen sænker karrosseriet 30 mm. På de standardmonterede 20"-fælge i 5-eget paralleldesign sidder der dæk i størrelsen 255/45, og som ekstraudstyr tilbyder Audi fælge på 21". De sorte bremsesadler på forakslen er forsynet med S-logoer. Køredynamiksystemet Audi drive select (ekstraudstyr) kan udvides yderligere med den dynamiske styring og dens trinløst variable udveksling.
Må trække op til 2,4 ton
SQ5 genkendes på den platinumgrå singleframe-kølergrill med galvaniserede dobbeltlameller i aluminiumslook, tagkantspoileren og de ændrede stødfangere. Omkring ruderne er her blanke rudelister og sidespejle i aluminiumslook.
Interiøret er holdt i sort, og elsportssæderne har som standard indtræk i perlenappa/Alcantara eller som ekstraudstyr læderindtræk, der fås i fire forskellige farver. Dekorindlæggene er af børstet aluminium, og som ekstraudstyr kan man også vælge afdækningerne i kulfiber af typen Atlas, klaverlak eller det nye aluminium/træ af typen Beaufort i sort.
Instrumenternes skalaer er grå og omfatter et S-logo i 3D-look, og viserne er hvide. Pedalerne og skiftekontakterne er i aluminiumslook. Bagagerummet har plads til op til 1.560 liter bagage, og SQ5 TDI må trække op til 2,4 ton.

Skrevet 25. jun 2012 af Steen Bachmann.
Foto: Audi
