Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Audi univers.
Audi scorede en 1-2-3-sejr på Le Mans efter et typisk løb, hvor der ustandseligt blev byttet om på placeringerne. Efter 378 omgange lå sidste års vindere Marcel Fässler, André Lotterer og Benoît Tréluyer i #1 Audi R18 e-tron quattro forrest, med Tom Kristensen, Allan McNish og Dindo Capello i #2 R18 e-tron quattro på 2.-pladsen.
Efter Audis to rivaler fra Toyota tidligt måtte udgå, var det de to Audi-hybrider som kæmpede om sejren gennem natten og helt til søndag middag, hvor føringen skiftede adskillige gange.
Tom K viste sin klasse gennem natten, hvor han kørte hurtige tider og tidligt på morgenen kunne overlade sin bil til 48-års fødselaren Dindo Capello. Men med mindre end tre timer tilbage af løbet ramte katastrofen.
Et uheld af Allan McNish i de hurtige Porsche-kurver betød en reel afgørelse på løbet. Audi Sport Team Joest formåede at reparere de store skader på fronten af R18 e-tron quattroen på rekordtid og dermed redde 2. pladsen.
"Løbet gav mig stor glæde, fordi det bød på alt hvad Le Mans handler om. Jeg nød særligt de tre stints om natten. Jeg skulle køre så hurtigt som muligt, og samtidig nå 12 omgange på hver tankfuld. Det klarede jeg hver gang. Særligt om morgenen, da vi havde indhentet en masse tid og sågar taget føringen, troede vi meget på det. Jeg er ked af, at jeg ikke længere skulle kæmpe med André (Lotterer) om sejren på de sidste omgange. Men jeg er endnu mere ked af, at Dindo ikke fik en sejr i hans sidste Le Mans. Han havde fortjent det. Vi gjorde alt for, at det skulle ske. 'God kørt' til bil nummer '1'. De gjorde det rigtigt godt, og fortjener deres succes. Audis performance og pålidelighed er imponerende når du ser på de udfordringer, som skal overkommes i løbet. På Le Mans er du nødt til at forvente det uventede på alle tidspunkter," sagde Tom K. efter løbet.
Allan McNish, som også crashede i 2011-udgaven af Le Mans, var tydeligt påvirket af hændelsen, som satte Tom K's vinderchancer over styr:
"Jeg er knust. Jeg er ked af det på teamets vegne: Dindo, Tom, ingeniørerne og mekanikerne. De gjorde et perfekt stykke arbejde gennem hele løbet. Selvom vi havde nogle problemer, kørte vi med om sejren helt frem til mit uheld. Jeg fangede en langsomkørende GT-racer i Porsche-kurverne og forventede, at køreren ville blive til højre. Men det gjorde han ikke - jeg ved ikke hvorfor - jeg spandt og ramte ind i barrieren. Det beskadigede fronten og hjulophænget, og de nødvendige reparationer kostede os to omgange. Det var en meget, meget stor skuffelse," sagde McNish.
Til trods for 2. pladsen genvandt Tom Kristensen, Allan McNish og Dindo Capello føringen i kørerende verdensmesterskab i World Endurance Championship (WEC). Det næste løb i serien er 6 Hours of Silverstone, som køres den 26. august.
De andre danskere
Efter et problemfyldt løb sluttede Jan Magnussen på femtepladsen i GT Pro for Corvette, og i klassen LMP2 kom debutanten David Heinemeier-Hansson ind som nummer syv for OAK Racing.
Det rent danske hold Allan Simonsen, Kristian Poulsen og Christoffer Nygaard i klassen GT Am udgik tidligt af løbet med deres Aston Martin Vantage.
Læs kommentarer

Skrevet 18. jun 2012 af Steen Bachmann.
Foto: bilmagasinet.dk
