Le Mans lader op

Det er typisk Le Mans. To gråhårede mænd med læderjakker, hvoraf den ene har været flittig gæst ved buffeterne, kører frisk igennem tunnelen under banen, der fører over til de tættest beliggende camperpladser. De kører en alpineblå 1962 Alpine A110 Berlinette i raceudgave, men med nummerplader. Den er godt en meter høj og bygget til mænd på 160 cm, så den hænger tungt i fjedrene, mens de to mænd placeret tæt op af hinanden i smalle racerstole nede i bunden af kabinen smiler hjerteligt, da de kører ud af tunnellen og får øje på alle os på stien, der er stoppet op med et: Hvad er dog dét dog for en bil, der kommer der?

Det er typisk Le Mans, fordi jeg 30 minutter senere på pressecentret på anden sal hører den samme baaaaarh-motorlyd komme nærmere, lyden fra en gammel firecylindret racermotor i en bil, der er tunet, justeret, pudset og poleret i dagens anledning: En tur på La Sarthe-banen. Den tordner op forbi tribunerne med sit baaaarh for at markere sin 50-års fødselsdag. Alpine, den selvstændige franske sportsvognsbygger, specialiserede sig i løbet af 1960'erne i sportsvogne på Renault-teknik og -motorer, og blev siden opkøbt og lukket som selvstændigt bilmærke af Renault. De satte sportsvognsbyggere over hele det sydlige Europa på den anden ende i 1962 med en hækmotorbil med Lotus Elan-inspireret design, der var både hurtig og pålidelig, og vandt VM-rally i 1973. Alpine A 110 blev efterfulgt i 1971 af Alpine A 310, og den sidste Alpine, A610 med store vinger, racerstole og V6-turbo fra 1986. I dag er her kun den ene Alpine.

Le Mans vågner. Mekanikerne har arbejdet til sent, de har været på, og klokken lidt i otte er her kun få skikkelser at se blandt de 56 trailere, der står skulder ved skulder på bagsiden af pitten. I løbet af den kølige morgen begynder varevognene at komme ind, de første publikummer daser rundt og pigen i boden med programmer hænger friske forsider op på en snor.

Den første racermotor starter torsdag ud på eftermiddagen, hvor der er fri træning for Gruppe C inden kvalifikationen. Gruppe C var en berygtet klasse af sportsvogne i 1970'erne, hvor man havde opdaget turboladerens potentiale og lod topfarten få frit løb. Porsche 917 vandt Le Mans i 1970 og 1971, og nåede over 390 km/t på langsiden.

Og den er stadig frygtindgydende. Når man ser en Porsche 917, der kommer ud fra et 45 minutters langdistanceløb, 40 år gammel og med en racerkører bag rattet, der så absolut har tænkt sig at vinde, tæt på, kan man se, at den nærmest sveder over det hele. Ruderne dugger, der er olie og bremsestøv på hele den bageste del af bilen, manden nede i bunden af bilen har ikke noget udsyn gennem sit hjelmvisir på grund af indvendig dug og udvendige oliestænk, og forruden er forsøgt renset under løbet, hvilket har gjort den stort set uigennemsigtig. Motoren lyder som en hårdt pumpet racermotor, der kommer lige fra kamp, og humper i larmende tomgang, mens køreren holder den vågen med speederen - racermotorer er ikke bygget til tomgang, og slet ikke en 40 år gammel 12-cylindret Porsche-motor med omkring 600 hk.

I forhold til for bare fem år siden er der kommet mere styr på tingene hernede. Der er renoveret vejanlæg, stier og tilkørselsveje for millioner af euro, og man vader ikke længere i mudder til knæene. Tidligere mødtes danskere og briter i rundkørslen ved de to store danskerlejre tættest på hovedtribunen om natten for at brænde dæk af og køre råddent. I 2006 stod jeg efter midnat i en svært begejstret folkemængde på et par tusinde Le Mans-fans, mens én bil af gangen trillede ind midt i folkemængden og fyrede den af emd hjulspin, mens der blev fyret fyrværkeri af og alle hujede for at få føreren til at lave røg. Der var opvisning i rundkørslen med fede biler, en nøgen mandlig streaker, der tog den to gange rundt i rundkørslen til stort bifald, og scootere, Aston Martin'er og busser. Året efter sørgede en bevæbnet deling fransk politi for, at seancen ikke gentog sig - det var en overflødig politiindsats, for det var bare drengerøve, der havde det sjovt, og siden har der ikke været burnouts på stedet.

Men vildskaben er her. Le Mans er et vildt løb. Det ses i øjnene på kørerne, når de fortæller om forventninger og taktik, man kan se, at de glæder sig lige så meget som alle os andre. Til at komme i gang, til at køre på den legendariske bane, hvor der er mere plads og højere hastigheder end på nogen anden bane til langdistanceløb.

De danske tilskuere er så talstærkt repræsenteret, at lokale motorsportsfans spærrer øjnene op, når de kommer gennem billetlugerne, og hører hver anden forbipasserende tale dansk. Siden John Nielsens Le Mans-sejr i 1990 har den årlige Le Mans-tur bredt sig til nye generationer, og der kommer flere og flere til. Le Mans er faktisk for alle, og vi kan anbefale at tage hele familien med.