Kør med Magnussen junior og senior

Skrevet 18. apr 2012 af Bil Magasinet. Foto: bilmagasinet.dk

Både Jan og Kevin Magnussen er blandt kørerne til Racing Festival på Carlsberg

Se mere om: corvette, magnussen

Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Corvette univers.

Corvette

Efter netop at have kørt Corvette Racings racerversion af Corvette ZR1 rundt i gaderne ved Long Beach i en afdeling af den Amerikanske Le Mans Serie, skal Jan Magnussen nu køre gadeversionen af samme bil rundt i gaderne ved København.

Den Internationale Racing Festival har i weekenden den 21-22. april spærret gaderne af ved Carlsberg i Valby og her vil danske og internationale racerstjerner samle penge ind til Røde Kors ved, mod betaling, at køre publikum rundt på den spændende og hurtige gadebane.

Og de glade entusiaster, der vælger at spendere pengene på en tur med Jan Magnussen, kan være sikre på at få en oplevelse for livet. Corvette har besluttet, at sende den voldsomme Corvette ZR1 med 647 HK afsted til Festivalen, til brug for deres danske racerstjerne. Når Jan Magnussen fyrer den 6,2 liter store V8 motor af i Corvetten, accelererer den amerikanske sportsvogn fra 0-100 km/t på sølle 3,9 sekunder. Og med en tophastighed på 330 km/t er der ingen tvivl om, at Corvetten bliver en af de allerhurtigste biler ned af Vigerslev Alle.

”Det bliver så vildt. Med den langside på Vigerslev Alle bliver det vilde hastigheder vi kommer til at opleve. Mon ikke at vi runder 250 km/t? Jeg tror det er muligt. Jeg har prøvet at køre i ZR1’eren et par gange og den er et vilddyr og den bliver ved at trække. Det er desværre længe siden, jeg har haft mulighed for at deltage i arrangementet, da jeg har været optaget af opgaver i udlandet. Men det plejer at være rigtig sjovt, at opleve folks reaktion over hastighederne og bagefter se den vilde begejstring. Jeg glæder mig i hvert fald meget til at give folk en stor oplevelse,” siger Jan.

Kevin stiller også op
Det lyder måske ikke så attraktivt, at komme ud og køre 250 km/t på Vigerslev Alle med en 19-årig bag rattet, men når nu chaufføren der er tale om, er Kevin Magnussen og han har kontrakt med et af verdens bedste Formel 1 teams og Vigerslev Alle er spærret af til formålet, så kan det godt være, at køen bliver lang.

McLaren Development Driver Kevin Magnussen kommer i weekenden den 21-22. april til at være en af de mange racerstjerner, man kan få en køretur med, når den Internationale Racing Festival samler penge ind til Røde Kors i gaderne omkring Valby. På den 1,5 kilometer lange bane kan publikum købe sig en køretur i et overflødighedshorn af attraktive super sportsvogne med kompetente racerkørere bag rattet.

For Kevin Magnussen bliver det første gang, han skal deltage i det velgørende arrangement.

”Jeg glæder mig rigtig meget” fortæller Kevin Magnussen fra Spanien, hvor han deltager i en to dages test for Formel Renault 3.5. ”Jeg har hørt så meget godt om arrangementet, så nu glæder jeg mig til selv at kunne give køreture. Det bliver to lange dage, men når nu man elsker at sidde bag rattet af hurtige biler, så er jeg sikker på det bliver sjovt. Jeg ved endnu ikke, hvilken bil jeg skal køre, men Thorkild (Thyrring, arrangør - red.) har sagt, at jeg godt kan glæde mig. Jeg har i hvert fald fået at vide, at jeg skal forvente noget vildt”.

Tekst & foto: Jan Kaiser

Skriv en kommentar

Konkurrence

Fra os til dig

Danmarks sjoveste app

Mest læste


Abonnér på BIL MAGASINET nu! Se alle tilbud