Deltagerlisten til den 80. udgave af Le Mans er ved at være på plads til den officielle testdag 3. juni. Ikke mindre end 62 biler vil være på banen, og for de franske tilskuere kommer superstjernen Sébastien Loebs entré som et tiltrængt plaster på såret efter Peugeots højst uventede kapitulering tidligere på året. Loeb deltager i testdagen, men forventer at stille op i 24-timers løbet i 2013.
Testdagen vender tilbage efter nogle års pause, der skyldtes finanskrisen. Den er især vigtig for debuterende kørere på den enorme La Sarthe-bane, hvor de får lejlighed til at få erfaring med det skiftende vejbaneunderlag og bremsepunkterne.
Officielt: Dansker-Aston Martin med i Le Mans
Banen er åben for de 55 biler, der er inviteret til at deltage i 2012-løbet, og to fra reservelisten. Bil nr. 56 er Nissans futuristiske DeltaWing, som får den prestigefyldte garage nr. 56, der tildeles en bil med ny teknologi
De sidste biler er prototyper fra ELMS Championship, der ønsker at deltage i løbet i 2013 og får lejlighed til at prøve banen på testdagen.
Hvad i alverden: Raketformet racer skal køre Le Mans
Testdagen er en generalprøve, der får et par historiske biler på scenen: Toyota viser for første gang sin nye hybridbil Toyota TS030 og Nissan har europæisk premiere på DeltaWing #56.
Arrangøren bag løbet, ACO, ser også frem til feedback fra kørerne om den nye asfaltering på Les Hunaudières-langsiden og Sebastian Loebs første kilometre i sin nye bil. I pausen på testdagen kører en prototype med brintmotor sine første omgange - den stiller muligvis op i løbet i 2013.
Næste trin for de deltagende teams er at anmelde deres kørerbesætning på hver bil. Der skal være tre kørere i hver bil, og teamsene skal anmelde deres navne senest 9. maj.
Bilmagasinet.dk dækker 24-timers Le Mans før, under og efter løbet.

Skrevet 28. maj 2012 af Steen Bachmann.
Foto: bilmagasinet.dk