Fiat Panda 0,9 Twinair 85 hk Easy

Skrevet 19. apr 2012 af Søren Juul. Foto: bilmagasinet.dk

Konkurrencen i mikroklassen er knusende hård i 2012, hvor Fiat nu opruster med en ny Panda. Er den skarp nok?

Fiat er verdensmester, når det kommer til mikrobiler, bare tænk tilbage på de gamle 500 og 600, 126 og 127 (tolv-syveren), og senest storsælgeren, den nye 500. Også Panda har gjort det godt med næsten 6,5 mio. solgte i dens 31-årige karriere. Men det var dengang, this is now som de siger. Fiat har langt fra længere monopol på mikrobil-markedet.

Det er blevet hot at køre småt, og konkurrencen er mere intens end nogensinde. Ikke mindst efter at VW kastede Up ind i kampen til priser, der får det til at risle koldt ned ad ryggen på selv en ærkeitaliener - og koreanerne for den sags skyld.

Fiat har dog et trumfkort i ærmet. Hele 46 pct. af Panda-folket er genkøbere, det vil sige folk, der har kørt Panda før. Det gør ifølge Fiat Panda-køberne til de mest loyale i mikroklassen, ligesom det angiveligt også er Panda, der tiltrækker flest førstegangskøbere.

Charmerende småbil
Nuvel, tredje generation af lilleputten ser lovende ud, som den står der foran mig. Fiat formår som ingen andre at hente charme og selvtillid ud af sine småbiler. Selv om det måske ikke ligefrem er maskulint, krummer man ikke tæerne, når man (ganske ofte) ser et stort brød i en Fiat 500. Men forestil dig en rocker i en Chevrolet Spark! Nej, vel...

Den nye Panda er vokset lidt: 11 cm i længden, fem cm i bredden og en enkelt cm i højden. Og der er fem døre og 225 liter bagagerum. I kabinen er der også mere plads, men trods 15 mm mere ­benplads er bagsædet stadig kun for børn. Jeg føler mig krummet godt sammen, da jeg tester bageste gemakker.

Omme foran starter jeg med at indstille kørestillingen. Rattet lader sig kun indstille op/ned, men det er normalt i denne klasse. Mod sædvane i de små Fiat’er kan jeg derimod indstille sædet næsten lavt nok. Højden af sædet kan justeres 60 mm mod kun 30 mm i forgængeren. Kabinen er funky og fyldt med små detaljer. Du bemærker med det samme, at en firkant med runde hjørner er det gennemgående tema. Formen går igen på alt fra knapper til instrumenter. Selv det lækre læderrat er betrukket, så det syner firkantet med runde hjørner.

Også den bageste mini-bagrude er udformet sådan. Præcis sådanne detaljer er italienernes forza, og det er dem, der skal lokke køberne til at skrive under hos Fiat og ikke Kia, VW, Renault etc.

Pragtfuld 2-cyl. snurrebasse
Jeg drejer nøglen og starteren får straks liv i den lille, pludrende TwinAir-motor. Det er den samme motor, som vi kender fra Fiat 500, med to cylindre, turbo og 85 hk. Snart vil motoren også dukke op i både Fiat Punto og Alfa Romeo Mito.

Den nye Panda får desuden en version uden turbo. Den yder 20 hk færre, men der vil ikke være nogen gevinst på brændstoføkonomien. I udlandet vil den gamle kending, den 4-cylindret 1,2’er, fortsat være på Panda-programmet, men ikke i Danmark. Det skyldes at den er for tørstig, og derfor bliver for dyr til det danske afgiftssystem. Af samme årsag er det også endnu uvist, om Panda kommer til Danmark med dieselmotor. Men jeg synes nu slet ikke, der er grund til at tage andet end TwinAir Turbo til landet.

Lige til at starte med føles den ikke helt så genial som i Fiat 500, der jo ligesom har historien med knallertmotor med sig. Men der går ikke lang tid, før jeg må overgive mig: Det er bare en herlig motor. Og især her i Vespa-land passer lydsporet perfekt. Når bare den får lidt omdrejninger, er den ­forbavsende kvik. På autostradaen ind mod Napoli (det er direkte vanvid at køre i den by, der kører næppe en eneste bil med under 10 buler, men Fiat insisterer) har Panda’en ingen problemer med at følge trafikken. Der er ret stille i kabinen, men en rumlen fra asfalten trænger dog igennem lydisoleringen.

Den nye Panda har fire cm bredere sporvidde og er 35 pct. stivere end forgængeren. Alligevel mærker du, at tyngdepunktet er højt i de hurtige kurver med 130 km/t. Styretøjet virker alt for slapt og upræcist ved denne hastighed.

Automatisk katastrofebremse
Langt mere på hjemmebane føles Panda’en i tæt bytrafik, ved lavere hastigheder, zig-zag’ende mellem de allestedsværende forhindringer (og psykopaterne på deres scootere). Godt at vide, at den nye Panda ligesom VW Up fås med fodgænger-sikring - eller LSCM (Low Speed Collision Mitigation) som det hedder på Fiat’sk.

Systemet er aktivt op til 30 km/t og bremser selv ned, hvis chaufføren er uopmærksom. F.eks. fordi han leder efter tyggegummiet, espresso’en, colaen, mobilen, eller hvad ved jeg. Panda har hele 14 aflæggerum fordelt rundt omkring i kabinen.

Men tilbage til kørslen. Jeg farer naturligvis hurtigt vild i trafikhelvedet (har man først set en by som Napoli eller Rom bag et rat, synes “trængslen” i København latterlig) og ender på nogle små veje, der tager mig gennem skiftevis små landsbyer og svingfyldte bakker.

Underlaget skifter fra horribel asfalt til brosten og vice versa. Her kommer den bløde undervogn til sin ret. Komforten er rigtig fin, selv med høj fart over bump og brosten (jeg var efterhånden sent på den ... og den TwinAir-motor tigger jo om det), og Panda’en synes langt mere på hjemmebane her end på føromtalte autostrada. Der kører masser af Pandaer af ældre dato rundt hernede, og man skulle næsten tro, jeg kørte en ­Ferrari 458 ­Italia, sådan som de lokale glor efter mig med smil på læben. Jeg sidder og forestiller mig, hvordan Pandaen ville være, hvis den liige var lidt hårdere, lidt lavere og havde et lidt skarpere styretøj - det ville være en pokkers sjov bil med TwinAir-turbomotor. Ikke hurtig, men sjov fordi den netop føles hurtigt. Og så husker jeg, hvad der blev sagt på pressemødet.

Inden for et års tid kommer både en Panda 4X4 og en 100HP. Og mon ikke de begge tilfredsstiller de af os, der kan lide det … hårdt?

Den skal under 100.000 kr.
Men er Panda så blevet det skarpslebne våben i kampen om mikrobil-toppen, som Fiat påstår? Altså den er ikke ligefrem hævneren fra Pomigliano, men Panda har det, der skal til. Den er charmerende, og er bedre til visse ting end andre. Men alt afhænger af prisen, der er klart vigtigste parameter, når vi snakker mikrobiler.

De danske priser foreligger endnu ikke, men lur mig, om ikke Fiat Danmark kæmper en sej kamp for at få startprisen ned omkring 100.000 kr. Lykkes det ikke, får Panda næppe et ben til jorden - med mindre Camoraen, den napolianske mafia, skal til at sende endog rigtig mange hestehoveder nordpå ...

Kilde: Bil Magasinet 245, februar 2012

Skriv en kommentar

Fiat Panda 0,9 Twinair 85 hk Easy

Motor
R2, 875 cm3, 8V, turbo

Ydelse

85 hk ved 5.500 o/min
145 Nm ved 1.900 o/min

0-100 km/t
11,2 sek.

Topfart
177 km/t

Forbrug EU-miks
23,8 km/l

Årlige afgifter
520 kr.

Mål L/B/H
365/164/155 cm

Køreklar vægt/last/påhæng
1.050/425/800 kg

Bagagerum
225-870 liter

Dæk
175/65R14T

Pris
129.990 kr.

Mest læste

Paris: 45 frække bagender
Gallerier 7. okt 2014

Vi går på jagt efter de mest sexede bildesign på Paris Motor Show 2014

Kommentarer

Seneste

Konkurrence

Fra os til dig

Video


Abonnér på BIL MAGASINET nu! Se alle tilbud