Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Nissan univers.
Det gale Juke-design har fået monster-motor, og resultatet er så vanvittigt, at du må elske det, sådan som Thomas Brixen gør det på side 24. Den bil kommer du aldrig i nærheden af. Der er indtil videre kun bygget to, og der kommer næppe flere.
Det havde været vidunderligt, om topmodellen i det almindelige Juke-program var en genvej til lidt Juke R-fornemmelse, men det er på ingen måde tilfældet. Juke DIG-T har ganske vist firehjulstræk, men med det følger det forfærdelige milliongear CVT-gearet, som ikke gør noget godt for nogen bil, og slet ikke for biler med et vist sportligt islæt.
Og det har Juke DIG-T faktisk takket være Nissans helt nye 1,6-liters motor med turbo og direkte indsprøjtning. Det er en underlig turbomotor, der kræver omdrejninger for at præstere. Den har turbotøven og en usædvanlig forsigtig fremfærd i bunden af omdrejningsfeltet, hvor turbomotorer normalt er stærke, men god effektudvikling i toppen.
Det kan blive interessant i andre sammenhænge, men i Juke med milliongear er det en fuldbyrdet malplacering.

Skrevet 29. mar 2012 af Mikkel Thomsager.
Foto: bilmagasinet.dk
