Fiat Punto 0,9 Twinair Lounge

Skrevet 21. maj 2012 af Carsten Nymann. Foto: Carsten Nymann/Bil Magasinet

Fås nu i Danmark med den herlige 2-cylindrede motor fra Fiat 500

Se mere om: fiat, punto

Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Fiat univers.

Fiat

Én ting er, at Fiat har lavet en underholdende retro-motor med to cylindre til den charmerende retro-potte, Fiat 500. Noget andet er, at italienerne nu monterer samme motor i en “rigtig” bil som Fiat Punto. Går det an?

Videotest: Fiat 500 Twinair

Som jeg bevæger mig hen imod den røde testbil, der står og tøffer med en karikeret ivrighed som en af traktorerne fra tegnefilmen Cars, kan jeg godt have min tvivl. Men inden jeg sætter mig ind bag rattet, går jeg lige en runde om bilen for at notere mig, hvad der er nyt på denne Fiat Punto årgang 2012.

Reelt er der tale om facelift nummer to af den model, der blev lanceret under navnet Grande Punto i 2005. Første facelift medførte i 2009 det nye navn Punto Evo - alligevel fortsatte Grande Punto på programmet som billig-bil. Nu sløjfes så begge navne til fordel for det ganske simple Punto.

Den nye udgave kombinerer design­elementer fra begge forgængere. Den savnede “Maserati”-front fra Grande Punto er delvist tilbage nu med potent bikube-mønster, mens Evo’ens store sorte kofanger elegant er “smeltet” ind i den røde karrosse. Hertil kommer detaljer som sorte lygtehuse, en ny lille spoiler ved testbilens soltag samt de for TwinAir-varianten unikke sorte 15” alufælge.

Bag rattet ligner Punto sig selv, idet instrumentbordet på alle ­varianter pånær den billigste Pop er løftet direkte fra Punto Evo, som er kendetegnet af bløde overflader og et moderne layout. Pop-udgaven fortsætter med det mere kantede look fra Grande Punto.

Speciel 2-cyl. motorlyd
Du fornemmer en svag summen i pedaler og rat fra motoren i tomgang, men når du sætter afsted, forsvinder vibrationerne, og Punto pisker glad derudad.

Den specielle motorlyd er markant, men støjen fra motorrummet er bedre dæmpet end i den lille 500, hvor motoren normalt har til huse. Fiat har desuden givet Punto 6-trins gearkasse, hvor 500 kun har fem trin.

Den pruttende motors “partytrick” har altid været dens solide sejtræk, som står i kontrast til det lille slagvolumen. Det gælder også i Punto, der trods nogle ret beskedne præstationer på papiret, faktisk opleves kvik fra stilstand og i mellemaccelerationer. En af ankerne har derimod været, at motorens optimale arbejdsområde er smalt, samt at o-begrænseren slår ind 500 o/min, før du regner med det.

Formentlig takket være en ny motorstyring virker Punto ikke bare mere villig til at tage mod input fra speederen, den pisker også gladeligt op i overkant af 6.000 o/min, og når den rammer begrænseren, føles det ikke som om, en luftbremse sætter ind. Det er godt.

TwinAir virker som den rigtige Punto-variant, desværre er den låst til et højt udstyrsniveau, så den er ingen prisbasker.

Danske priser

* Fiat Punto Twin Air 85 hk 3-d 173.990 kr.

* Fiat Punto Twin Air 85 hk 5-d 179.990 kr.

 

Kilde: Bil Magasinet nr. 247.

Læs kommentarer

Fiat Punto Twinair

Motor
R2, 875 cm3, 8V, turbo

Ydelse
85 hk ved 5.500 o/min
145 Nm ved 2.000 o/min

0-100 km/t
12,7 sek.

Topfart
172 km/t

Forbrug EU-miks
23,8 km/l

Årlige afgifter
560 kr.

Mål L/B/H
407/169/149 cm

Vægt/last/påhæng
1.228/422/1.000 kg

Bagagerum
275-1.030 liter

Dæk
185/65R15

Pris
179.990 kr.

Fiat Punto 1,2 3-dørs fås fra 119.990 kr. som intropris.

Mest læste


Abonnér på BIL MAGASINET nu! Se alle tilbud