DeltaWing vejer det halve af og har halvt så megen vindmodstand som en tilsvarende benzindrevet konventionel racerbil. Motoren forventes at have en ydelse på omkring 300 hk, hvilket med lav vægt og vindmodstand giver teoretiske omgangstider på Le Mans midt mellem LMP1 og LMP2 - den store og lille prototypeklasse.
Føreren sidder langt tilbage i bilen og næsten oven på bagakslen. Han ser ud over en meget lang og smal front, og forrest er her to smalle forhjul, der er specialudviklet til bilen af Michelin. Med hækmotoren har bilen mest vægt bagest, hvilket ifølge konstruktørerne gør den særdeles manøvredygtig ved hurtige retningsskift.
Bilen er bygget af Formel 1-eksperten Dan Gurney og All American Racers Organisation. Den skal køres af Marino Franchitti og Nissans regerende mester i FIA GT1 World Champion, Michael Krumm.
Det innovative design anerkendes af Automobile Club de l’Ouest (ACO), der arrangerer Le Mans, med en invitation til at deltage i årets løb fra "Garage 56", der er forbeholdt eksperimentalbiler. DeltaWing kan ikke klassificeres under de eksisterende fire klasser, og deltager derfor uden for konkurrence.