BMW 120d Sport Line aut.

Den gamle 1-serie var en bil, som jeg foragtede af et rent hjerte, lige indtil det øjeblik, da jeg fik lejlighed til at køre den. Så var jeg solgt, for den kørte (og kører stadig) rigtig godt: At trække i rattet var som at svinge Mjølner. Til gengæld lystrede forhjulene med en iver som en foxterrier på rævejagt, og alligevel lå den som støbt ned i motorvejen, når man skulle på langtur. Blandt minusserne talte, at den var dyr, så underlig ud og ikke havde ret meget plads i kabinen. Og BMW har søgt at adressere i hvert fald nogle af punkterne med den nye generation 1-serie.  

Den er blevet mere rummelig, og det er godt. Den bredere og længere karrosse medfører dog, at fornemmelsen af væver minibil har fortonet sig lidt. Bag rattet opleves den mere som en 3-serie end en 1-serie. Den kører naturligvis stadig godt, og selv om en smule af skarpheden i styretøjet er ofret med indførslen af elservo, er det dejligt med et tryk på en knap at kunne skrue ned for følsomheden, når jeg kører på motorvejen.

Testbilens 184 hk dieselmotor er en overarm af en motor, og den fungerer fint. Men når du starter den, føles det som om, at blokken er ved at vride sig ud af motorophængene. Ikke noget problem, hvis ikke det var fordi, start/stop-systemet sørger for, at oplevelsen gentager sig hver eneste gang, du holder i et lyskryds. Og hvad så med udseendet? Tja, takket være forlygterne fra rumfærgen Discovery, så ser den sgu stadig underlig ud. Prisen er der heller ikke gjort så meget ved, for det er stadig dyrt at komme ud at køre 1-serie.