Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Seat univers.
Seat er presset af svigtende salg på det spanske hjemmemarked, men kommer til Genève med optimisme og en ny generation af sedanen Toledo, der er tæt på at gå i produktion. Forrige generation var Seats svar på Klokkeren fra Notre Dame, og kun Seat-fans kunne lide den stygge bagende, der så ud, som om den kom fra en anden bil og ikke gjorde noget smukt ved modellens linjer.
Testarkiv: 2005 Seat Toledo 2,0 FSi Stylance
2012 Toledo Concept er designet hos Seat i Barcelona af et team under ledelse af VW-koncernes designchef, Walter de Silva. Den er en naturlig videreudvikling af den smukke og meget stilrene IBL Concept, som vi så på udstillingen i Frankfurt i oktober, og som du kan se vores galleri af her.
Konceptbilen i Genève er 448 cm lang, har plads til fem personer og stiller med et bagagerum på 500 liter. Seat kalder det en sedan, men egentlig er der tale om en hatchback, idet bageste dør åbner hele bagpartiet som på en Leon. bagsædet kan lægges ned.
Den nye generation bliver markedsført over hele Europa fra slutningen af 2012.

Skrevet 4. mar 2012 af Steen Bachmann.
Foto: bilmagasinet.dk
