Premiere: Audi RS4 Avant

Skrevet 15. feb 2012 af Bil Magasinet. Foto: bilmagasinet.dk

Voldsom stationcar med 450 hk og firehjulstræk

Se mere om: audi, geneve, rs4

Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Audi univers.

Audi

Audi RS4 er blandt Bil Magasinets favoritter på grund af den sindssygt skrigende motor, der roterer med over 8.000 o/min. På Genève Motor Show præsenterer Audi en ny generation af modellen, der udgik af produktion i 2007.

Tredje generation har 4,2-liters V8 med 450 hk, 7-trins S tronic dobbeltkobling og permanent firehjulstræk. Motoren er uden trykladning og stammer fra RS 5 Coupé. Med en slagvolumen på 4163 cm3 leverer den 450 hk ved 8.250 o/min og 430 Nm fra 4.000-6.000 o/min. Motoren har rødlakerede topstykkeafdækninger og giver en 0-100-tid på 4,7 sek., mens tophastigheden er begrænset til 250 km/h (280 km/h som ekstraudstyr). 4,2 FSI-motoren samles ved håndkraft på fabrikken i den ungarske by Györ.

Den 7-trins S tronic-dobbeltkoblingsgearkasse skifter hurtigt automatisk op gennem gearene eller lader føreren betjene den manuelt med gearvælgeren eller med skiftekontakterne ved rattet. Hvis føreren ønsker en ekstra dynamisk start, kan han aktivere Launch Control - systemet styrer så aktiveringen af koblingen med optimalt omdrejningstal og minimalt hjulspin.

RS 4 Avant har permanent firhjulstræk, quattro, med det såkaldte kronhjulsmidterdifferentiale. Det fordeler kræfterne mellem for- og bagakslen - op til 70 pct. af kræfterne kan sendes til forakslen og maksimalt 85 pct. til bagakslen. Standardopsætningen er med 40:60 sportsligt fokuseret på bagakslen.Som ekstraudstyr tilbyder Audi et sportsdifferentiale, som fordeler kræfterne aktivt mellem baghjulene ved hjælp af to overlejringstrin.

Den hastighedsafhængige servostyring arbejder elektromekanisk, og RS er sænket 20 mm i forhold til Audi A4 Avant. Bag de store fælge sidder der indvendigt ventilerede skiver i det såkaldte wave-design, der leder varmen hurtigt væk og forhindrer overførslen af for høje temperaturer.

Køredynamiksystemet Audi drive select er en del af standardudstyret. Her kan føreren skifte mellem indstillingerne comfort, auto og dynamic og dermed ændre datalinjerne for styretøjet, den 7-trins S tronic og gasspjældet tilsvarende. Lyden fra udstødningssystemet kan også varieres.

RS4 genkendes på ramme i mat aluminiumslook omkring den sekskantede singleframe-grill, og de kileformede xenonforlygter omkranses af dagskørelysstriber i LED-teknik. Sidespejlhusene og pyntelisterne er udført i mat aluminiumslook, og en selvstændig tagkantspoiler sørger for den nødvendige downforce bagpå. Audi RS 4 Avant er 20 mm længere og 24 mm bredere end A4 Avant, men 20 mm lavere.

Indvendig er sportssæder med integrerede hovedstøtter foran standard. De har elektrisk indstilling og sædevarme og er betrukket med en kombination af sort læder og Alcantara. Førerinformationssystemet med farvedisplay omfatter en RS-menu med laptimer til omgangstider samt et olietermometer.

Gearknop, pedaler, fodstøtten, luftdyserne, skiftekontakterne ved rattet, MMI-knapperne og andre betjeningselementer er udført i aluminiumslook. Panellisterne har indlæg af aluminium med RS 4-logoer.

Audi RS 4 Avant rammer det danske marked til efteråret. Prisen er endnu ikke fastlagt.

Skriv en kommentar
Kommentarer

Lige nu på Penge.dk

Et stærkt tilbud til dig

-3

Få trådløs telefoni i bilen og slip for 1.500 kr. i bøde for at tale i telefon. Læs mere.

Mest læste


Abonnér på BIL MAGASINET nu! Se alle tilbud