Jaguar XF 2,2D SE aut.

Skrevet 15. dec 2011 af Carsten Nymann. Foto: Carsten Nymann/Bil Magasinet

Med 2,2-liters dieselmotor er Jaguar XF pludselig ikke kun for de særligt indviede

Se mere om: jaguar, xf
Se flere artikler, videoer, tests og alle modeller i vores Jaguar univers. Jaguar

Drømmer du om en direktionsvogn i prisklassen 700.000-900.000 kr., så er du helt sikkert vant til at tænke i tyske gloser. Men takket være Jaguar er der nu også noget at komme efter i den mere omgængelige engelske vokabular.

De indisk administrerede briter har nemlig indkøbt et parti 2,2-liters dieselmotorer hos PSA-gruppen (Peugeot/Citroën), og med sådan en svend i motorrummet ramler den middelsvære XF ind midt i det danske bilmarked med en attraktiv pris på 699.000 kr.

I princippet er XF jo ikke nogen ny bil, faktisk har du kunnet indløse billet til én siden 2008. Men hidtil har billigste udgave været behæftet med et prisskilt på ca. 900.000 kr. med valget mellem en halvtørstig benzin-V6’er eller en fin 3-liters biturbodiesel - ligeledes fra PSA.

Ligner en miniudgave af XJ
Introduktionen af den nye motor falder sammen med et generelt facelift af XF, der får den til at ligne en mini-XJ. Og det er ment positivt. Selv om jeg i begyndelsen syntes, Jaguar’s nye signatur-forlygter lignede noget fra en Vmax-bil med böseblik, må jeg indrømme, at den nye XF - stående ved siden af en ikke-faceliftet XF - ser ganske fantastisk og noget mere moderne ud.

Hvad, der dermed kan karakteriseres som en succesfuld opdatering af fronten, matches desværre ikke helt af en -lignende succeshistorie bagpå, hvor de nye, større baglygter ser mere ordinære ud end på forgængeren.

I kabinen er der dukket nye og bedre støttende sæder op med en ny type læder. Der er også blevet plads til en generel opdatering af overflader og farvekombinationer. I det hele taget ser XF fremragende ud, og finishen er om ikke helt på Audi-niveau så tilstrækkelig luksuriøs til at matche forventningerne i klassen.

Absolut en opnåelig flyder
Men er den nye XF så en opnåelig flyder, som vi gerne vil have, eller er den en kastreret prestigebil målrettet den nyrige pøbel? Så absolut det første!

Den franske dieselmotor ralrer som enhver anden 4-cylindret diesel ved koldstart, men den er tysset så effektivt ned, at du glemmer, at du ikke har en smidig V6’er i snuden, før du er nået gennem gårdsleddet. Og de solide 450 Nm sikrer, at XF i det mindste føles kvik, selv om den relativt høje vægt betyder, at du taber lyskrydsdueller til Suzuki Swift Sport og co.

Motoren finder et perfekt match i den 8-trins automatgearkasse, som skifter sømløst og intuitivt, og selv start/stop-systemet opleves ikke så generende som i f.eks. Mercedes-Benz E-klasse.

Alt i alt kan Jaguar altså nu levere et reelt alternativ til de kedelige tyskere, som du kan vælge med god samvittighed.

6 nr. af Bil Magasinet + elektronisk p-skive 248,00 kr. SPAR: 579,70 kr. BESTIL

Jaguar XF 2,2D SE aut.

 

Motor
R4, 2.179 cm3, 16V, turbodiesel

Ydelse
190 hk ved 3.500 o/min
450 Nm ved 2.000 o/min

Topfart
225 km/t

0-100 km/t
8,5 sek.

EU-miks
18,5 km/l

Årlige afgifter
3.860 kr.

Mål L/B/H
496/188/146 cm

Køreklar vægt/last/påhæng
1.897/423/1.850 kg

Bagagerum
540 liter

Dæk
235/55R17W

Reservedelsprisindeks
310

Pris
699.000 kr.

Skriv kommentar

Glemt password?
Facebook Login

Seneste

Mest læste


Abonnér på BILMAGASINET.DK Se alle tilbud