10 bizarre forespørgsler om lejebiler

Skrevet 22. nov 2011 af Jeppe Weinrich/Autoupdate. Foto: bilmagasinet.dk

"Har I fire offroadere, der kan køre i simuleret krigsterræn under beskydning af øvelsesgranater?"

Se mere om: lejebil, sixt

"Goddag, er det hos Sixt? Jeg vil gerne leje fire biler. De skal kunne tåle at køre øvelseskørsel i simuleret krigsterræn - og under øvelsen vil der blive brugt øvelsesgranater..”.

 Nej, der var ikke tale om et par radioværter, som tog lidt gas på dem. Kunden mente det i ramme alvor. Hos Sixt er man vant til at håndtere mange forskellige former for forespørgsler, men det hænder, at de alligevel må læse en mail af flere omgange, eller bede kunden om at gentage sit spørgsmål, for nogle gange kan forespørgslerne på bilerne være ganske absurde.

Vant til lidt af hvert
”Vi er efterhånden vant til lidt af hvert, og med over 5.000 biler i flåden kan vi dække de fleste behov. Men af og til får vi en forespørgsel der får os til at spærre øjnene op,” siger Kasper Gjedsted, adm. direktør for den danske afdeling af Sixt.

Sixt, der er en af verdens største biludlejningskoncerner, har lavet en liste over de mest markante ønsker på udlejningsbiler i Danmark. Langt størstedelen af selskabets mange daglige udlejninger betegner Kasper Gjedsted som ’helt almindelige’. Men som antydet er der ind i mellem forespørgsler, der skiller sig markant ud.

Sixt 10 mest opsigtsvækkende ønsker
”Faktisk så imødekom vi flere af forespørgslerne på listen, men nogle af dem måtte vi simpelthen melde pas på. I kan jo selv gætte hvilke,” siger den adm. direktør.

Vi lader listen tale for sig selv:

• En varevogn med plads til 2 meter høj bryllupskage.

• En vilkårlig bil der skulle kunne tåle at køre i vand og sand.

• En sort BMW med skudsikre vinduer.

• Kunden forespurgte på en MINI til ”lettere vild kørsel”. Kunden regnede med at der ville komme skader, men han skulle nok betale.

• Citat: ”Har I set ’Casino Royale’? Jeg vil gerne leje sådan en bil som James Bond har i den film”.

• En gul Hummer Limousine med lydanlæg, bar og stripperstang.

• En Mini-bus, helst lydisoleret, til turnékørsel for et norsk sækkepibeorkester, de understregede at de ofte øvede sig under kørslen, så man skulle kunne stå op i kabinen.

• En Mini-bus med plads til 52 passagerer.

• En Mercedes veteran-bil fra før 1965.

• 4 biler der skulle kunne tåle at køre øvelseskørsel i simuleret krigsterræn, kunden gjorde venligst opmærksom på, at der ville blive brugt øvelsesgranater.

Kilde: Nyhedstjenesten Autoupdate

Læs kommentarer

Mest læste


Abonnér på BIL MAGASINET nu! Se alle tilbud